52 / 233
- 42 -
Hvad Under da, at den Opfattelse bredte sig, at det var ligemeget, om man
var i Lauget eller ej. Frimester kunde man blive paa snart en hvilken som
helst Begrundelse. Og det hjalp intet, at Lauget flere Gange lovede forskel*
lige Andragere at lempe Adgangen for dem, baade hvad Indtrædelsespenge
og Mesterstykke angaar, naar de blot vilde lade være med at blive Frimester.
Alt dog til ingen Nytte. »Jeg maatte jo være gal, om jeg vilde være Mester«,
udbryder en, »saalænge jeg kan sidde hen, uden at tvinges dertil«. Manden
havde Ret. Thi saare sjældent var det, at nogen Frimester behøvede at bøje
sig for Laugets Fordringer, selv de billigste. Havde en Frimester arbejdet
nogle Aar »med egne Hænder«, saa skaffede et nyt Andragende ham Tilladelse
til at holde en Svend eller to, ja til Tider endog Lov til at indtages i Lauget
»mod en billig Kendelse« og uden at aflægge Mesterstykke.
Og hvad nyttede det, at de rigtige Laugsmestre forargedes, selv om der
ogsaa til Tider bødes dem ret stramme Ting. Hvad skal man saaledes sige
til, at en Mand androg om og fik Bevilling som Frimester, fordi han havde
været Tjener i 12 Aar hos General Wagner. I den Grad bredte den Opfat*
telse sig, at Andragendet og dets Motivering var noget rent formelt, at man
kan finde Ansøgninger, der gaa paa Formlen: »Da saa mange andre ere bievne
forundt den Naade, saa tillader ogsaa jeg mig at andrage derom.« Havde man
Mangel paa Argumenter, synes Andragerne ikke altid at have været bange for
at opdigte nogle. Der findes flere Eksempler paa, at Lauget i sine Erklæringer
afslørede vitterlige Usandheder i Ansøgningerne, men alligevel blev Bevillin*
gerne givet, og det var kun en daarlig Trøst, at man bagefter kunde notere
i Protokollen, naar Bevillingen blev indført, at den var givet, »uagtet han paa
løgnagtige Foregivender havde ansøgt«.
Nej intet nyttede. Hoben voksede, og Ansøgerne vedblev at mylre frem.
Det virker ganske pudsigt imellem alle disse Stakler at finde den senere Be*
rømthed
Nic. Abraham Abildgaard,
der 1764 søgte om Tilladelse til at ar*
bejde med egne Hænder for derved at erhverve sig saa meget, at han kunde
besøge Kunstakademiet. Forgæves indvendte Lauget, at han lige saa godt som
enhver anden Malersvend kunde frekventere Malerakademiet i den Tid, han
som Svend tjente hos en Mester. Abildgaard fik, hvad han ansøgte om. Lige*
som alle de andre.
Frimestrene var dog ikke de eneste, Lauget maatte gøre Front imod. For*
uden det store Antal »Fuskere«, der fik Lovens Stempel, maatte Lauget stadig