47 / 233
- 37 -
Sønners Ind* og Udskrivning samt Mestersønners Frihed for Mestersvende*
aar«, saa andrager man om Kongens Bekræftelse paa den benyttede Praksis.
Ja, man maa give Lauget Ret i, at disse »Punctiller« ikke var tydelig
omtalte i deres Artikler, eftersom der ikke staar et Ord om dem.
Det samme gjaldt adskillige Omraader vedrørende det gensidige For*
hold mellem Mestre og Svende, og herfor søger man da med det samme om
bestemte Regler.
Lauget fik, hvad det ønskede, paa faa Undtagelser nær. Ved kgl. Reso*
lution af 14. September 1753 bifaldtes det, at Mestersønner fremtidigt kunde
ind* og udskrives paa en Gang, naar de vare habile i Kunsten, dog skulde
de — og det havde Lauget ikke ønsket — lave Svendestykke ligesom andre.
Ligeledes bleve Mestersønnerne samt de, der giftede sig med Mesterenker
eller Mesterdøtre, fri for Mestersvendeaaret.
Hvad Forholdet til Svendene angik, blev det befalet, at ledige Svende,
af hvilke Lauget led stor »Afbræk«, fordi de »henlegger sig paa egen Haand
at fuske«, skulde af* og tilmelde hos Oldermanden, hvorhos ledige Svende
straks skulde melde hos Oldermanden, hvor de tog »Logemente«.
Ingen Svende maatte ligge ledige, naar de kunde faa Arbejde hos en
Mester, »thi Lediggængere ere Staden og Lauget til Skade«.
Naar en Svend kom tilrejsende, kunde han tage Arbejde, hvor han vilde.
Var den gensidige Prøvetid paa 14 Dage udløben, blev der sluttet Overens*
komst mellem Parterne om en vis Tjenestetid og Løn, hvilken Accord straks
skulde meldes til Oldermanden. Begge Parter kunde gensidig opsige hinanden
med seks Ugers Varsel.
Der er i disse Vedtægter adskilligt nyt. Efter de gamle Regler fæstedes
Svenden altid paa et halvt Aar; forlod han Arbejdet i denne Tid, skulde han
rejse bort fra Byen; ingen Mester maatte mod Bødestraf tage ham i Arbejde.
Denne Bestemmelse vilde Mestrene have bekræftet og have Bøden for at
forlade Arbejdet og tage Tjeneste hos en anden Mester indenfor Lauget
fastsat til 6 Mk. for Svenden og 2 Rdlr. for den nye Mester, der oven i
Købet ikke maatte beholde Svenden, »eftersom det strider mod Artiklerne
at forlokke en andens Folk«.
Ganske denne Form fik Vedtægten dog ikke, idet der, som ovenfor vist,
ikke fastsattes nogen bestemt Tjenestetid.
Det var et lille Fremskridt for Svendene, men man var endnu langt fra