49 / 233
V.
D
E
nye Artikler af 14. September 1753, »ForbedringSiPosterne« som de
med Rette kaldes, var det sidste Naadesglimt fra Enevældens Sol, der
faldt paa Malerlauget.
Nye Tider, der ikke var Laugsvæsenet gunstigt, rykkede frem. Et helt
nyt Syn paa Stat og Samfund bemægtigede sig Videnskaben og en stor Del
af de Styrende netop ved Midten af det 18. Aarhundrede. Hidtil havde man
regeret alt ved Love og ved Tvang, men nu fordrede »Menneskerettig*
hederne«, at Friheden overalt blev raadende: i Handel, Landbrug, Industri
og Haandværk. Vi skylder hin Tid, »den oplyste Enevældes« de store Land?
boreformer; men lige saa rigtigt det Skridt var, som blev gjort for Bondens
Frigørelse, ligesaa skæbnesvangert og forhastet var Fornyelserne for Haand*
værkerstanden. Man saa rigtigt i, at der var noget galt ved den Maade, det
gik paa. De fleste Haandværkere var forarmede, uduelige og kunde ikke
konkurrere med Udlandet. Men man tænkte ikke paa at gøre noget for at
dygtiggøre Standen ved bedre Uddannelse, hæve den i social Anseelse eller
udvide dens aandelige Synskreds. Med den Mangel paa Sans for det over*
leverede, der var egen for den nye Skole, sluttede man, at Haandværkets
daarlige Tilstand udelukkende skyldtes Mangel paa Konkurrence og den for?
ældede Indretning af Laugsvæsenet. Dette var »Monopoler og Fideicorm
misser« for nogle faa Familier, der gjorde alt for at holde ny Tilgang borte
fra deres Rækker og for at blive saa faa som mulige om Fortjenesten. Der
maatte Frihed til, inden det kunde blive godt. Indenfor Regeringen kom
disse Anskuelser især til Orde gennem Generalprokurør
Stampe
og ved Paa?
virkning fra ham udkom Reskriptet af 10. April 1761, der opstillede helt nye
Grundsætninger for Købstædernes Næringsliv.