242 / 610
2 2 4
Peter Frederik Suhm.
af Suhm, meddeles, at Værket vil blive fortsat paa Kongens
Bekostning; Kongen har kjøbt de tre første Bind, bekostet det
fjerde Bind, samt overdraget Schøning at fuldende Værket og
derefter at tage fat paa Diplomatariet. Men denne Plan kom
ikke til Udførelse, thi ved et kongeligt Reskript af 17. Juni
1776 blev det bestemt, at Suhm skulde paatage sig »
Scripteres
,«
medens Schøning skulde udgive »
Snorres Heimskringla
.« Da det
femte Bind af »
Scriptores
« udkom, stod der indflettet i Fortalen
en Biografi af Schøning, forfattet af Suhm, som ogsaa behand
lede Schønings Liv i Fortalen til tredie Del af Schønings
»Norges Historie.« Det er fra disse to Kilder, at Nyerup har
udarbejdet den »Karakter af Gerhard af Schøning,« som findes
trykt i Suhms »Samlede Skrifter,« sjete Del.
Den samme Beklagelse over, at ingen Digter efter Lange-
beks Død sang om denne fortjente Mand, som Suhm et Sted
har udtalt, kunde han have udtalt i Anledning af Schønings
Død, thi der var Ingen, som i Vers priste ham. Suhm skrev
dog disse Mindeord om ham i »Adresseavisen,« hvor det staar
sammen med Mindeordet om Hielmstierne:
»LANGEBECKIO
adempto, Flentibus Miisis Apolio dixit: Ne flete Sorores; SCHØ-
NINGIUS vivit. Nunc SCHØNINGIO sublato, Plorantibus Musis
Complorat Apollo et tacet.«
Dersom man skulde bedømme Forholdet imellem Suhm
og Schøning efter de ovenfor meddelte Stykker af Schønings
Breve, kunde man være tilbøjelig til at forestille sig det noget
stift Ira Schønings Side. Schøning tiltaler sin Ven med det
kolde »Han,« ikke med det fortrolige »Du,« Suhms Kone er
»den naadige Frue,« »Hendes Naade Fru Kammerherreinden;«
man kommer let paa den Tanke, at Schøning følte Afstanden
mellem den fornemme, rige Mand og den simple Professor.
Og dog taler Schøning paa en Maade, paa hvilken kun den
kan gjøre, der staar i intim Forbindelse med den, han skriver
til. Der kan heller ikke være nogen Tvivl om, at disse Mænd
bar mere end Agtelse for hinanden, at der ogsaa herskede
Venskab imellem dem. Og det har Suhm udtalt for sit Ved
kommende mere end én Gang. Det var en Taknemmeligheds
Gjæld mod Langebek, Suhm afbetalte ved at fortælle hans
Levnet og knytte sin Skildring til Langebeks Hovedværk »
Scrip
tores Rerum Danicarum
.« Men det Samme gjorde han ligeover-
for Schøning, ved at knytte sin Levnetsbeskrivelse af ham til