245 / 610
Henrik Gerner.
2 2 7
Da Kisten skulde tages op, uden for Rosenkrantzes Gaard,
trængte Kommandør-Kapitajnerne sig frem for at bære, en
Ære, som kun Admiralerne ellers nyde. Da Kisten var kom
men ind i Kirken, begyndte Sørgemusiken, og da denne var
forbi, var endnu ikke Halvdelen af Følget kommen ind i
Kirken. Saasnart man var kommen ind i Kapellet, begyndte
Minutskudene — fra 11 Kanoner — og i det Øjeblik, Provsten
havde udført Jordpaakastelsen, bleve sorte Gardiner trukne fra
et Epitaphium, som var ophængt paa Væggen og paa hvilket
Suhms Gravskrift var at læse. Den lyder saaledes:
H . S . E . H E N R I C U S G E R N E R . V i r S u m m u s R e g i æ N a v i u m C o n -
s t r u e n d a r u m
F a b r i c æ
M a g i s t e r .
S c i e n t i i s M a g n u s ;
P i e t a t e ,
C a n d o r e ,
G r a v i t a t e ,
L i b e r a l i t a t e
M a i o r .
Q v a l i b e t
V i r t u t e
O r n a t u s ;
N u l l i
V i t i o
O b n o x i u s .
T e c h n a r u m , Q v i b u s A m i c i P a t r o n i q u e C o m p a r a n t u r , E g r e -
g i u s
C o n t e m p t o r ,
S u i
Q v i p p e
V a l o r i s
C o n s c i u s ,
P a t r i æ
A m a n t i s s i -
m u s .
—
P a t r i æ
N o m i n e
A m i c u s
P o s u i t
P .
F .
S u h m .
Den Sorg, som man læste i alle Ansigter, lader sig ej be
skrive, og Officerernes Graad viste en Sorg som ved Tabet af
en Fader.«
Mindestenen af graat Marmor, paa hvilken Indskriften er
anbragt, var udført efter Tegning af Professor i Architektur
ved det kongelige Kunstakademi,
Peter Meyn.
Den findes endnu
paa den sydlige Længdevæg i Kirkens Kapel ligeoverfor Ind
gangsporten fra Kirkegaarden.
To Dage efter, den 4. Januar, læstes i »Adresseavisen« to
Linier, med hvilke Suhm karakteriserede denne mærkelige Be
gravelses-Højtid, de to saa ofte gjentagne Linier:
P a a
D a n m a r k s
S k u l d r e
G E R N E R
b r a g t e s
i
s i n
G r a v ,
D a
H i m l e n
s m i l t e
o g
s i t
B i f a l d
g a v .
Naar det egentlige Epitaphium tiltalte meget, var Grunden
vist især den, at Suhm i de sidste Linier havde sigtet til den
Modgang, som Gerner havde havt i sine sidste Leveaar, men
gjort det i en dæmpet Tone og i det latinske Sprog, saa at
det Pikante ikke traadte saa uforbeholdent frem som det vilde,
være skeet, hvis det var blevet sagt paa Dansk. Men hermed
var Suhms Forhold til Gerner ikke afsluttet. Thi da Søoffi
cererne vilde bekoste en Medaille præget til Gerners Ære, hen-
15*