334 / 610
316
Peter Frederik Suhm.
gede for ham i alle Ting, hvorfor han og altid elsker og ærer
hendes kjære Ihukommelse.
Musik og Skuespil fandt hun Behag i, men tabte al Lysten
dertil ved hendes Søns Død. Ellers havde hun ingen Lyst til
nogen verdslig Fornøjelse i Stads, Pragt, Gjæstebude, Besøg,
da hun altid var en Elskerinde af det alvorlige, nyttige, dydige.
Imidlertid var hun dog ikke streng mod andre, men mild og
eftergivende, som og saaes i hendes Ansigts Træk og Gebæider,
hvilke vare milde, levende og rolige, og af god Farve, end-
skjøndt Smaakopperne havde fra hendes tidlige Aar fordærvet
hendes Hud, ja endog forvandlet hendes blaa Øjne til brune.
Den store Drift, Arbejdsomhed og Orden, som besjælede hende,
gjorde, at hun krævede det samme af andre, og derfor kunde
hun undertiden blive hastig, hvilket var hendes eneste Fejl,
om det og er en Fejl og ej en nødvendig og nyttig Egenskab
i denne Verden, helst naar Hastigheden gaar snart over, som
hos hende. Hendes Goddædighed ledsagedes af megen For
nuft og Overlæg, og var stundom denne Egenskab nyttig for