103 / 499
95
da hørte jeg altid lidt Fuglesang,
og Marker saå jeg og grønne Enge;
dem tænkte jeg paa, naar jeg siden hang
og Tiden blev mig saa gruelig lang,
fordi jeg nu ikke kan lide at hænge.
Saa gik jeg istykker — jeg stakkels Skind —
men Du — Du fik mig til Staden ind,
og saa blev jeg pæn, det maa man mig lade;
nu hører jeg derfor med til de Glade,
ja, næsten jeg tror, jeg hør’ med til de Unge,
for nu har jeg ordentlig Vejr i min Lunge!
K o r a f H a v e n s T r æ r :
Naar Maanen staar op
over Kirkens Top
og sejler hen over Himlen,
og Skyen saa snart
fejer bort i en Fart,
og klar vorder Stjærnevrimlen,
da staa vi saa glade,
vi Træer smaa,
og skjønne ret paa
vore Knopper og Blade,
da ønske vi bare,
at Nogen dog saå