100 / 499
92
i Kirken var D u V orherres Præst,
vi præ’ked i Taarnet som vi kunde bedst;
i Kirken brugte D u djærvt Din T u n ge,
fra Taarnet vi lod v or Stemm e runge
o g kaldte paa Gam le o g kaldte paa U nge,
at drage Enhver som en væ rdig Gjæst
til Sønnens hellige B ryllupsfest;
o g nu skal vi skilles — hvor sælsom t det gaar,
snart A fskedstim en nu forestaar;
hav T ak da for Tiden, vi leved tilsammen,
G ud være m ed D ig!
I Jesu Navn, A m en !
S v a l e r n e :
Nu trækker Væ slen sin R egnkappe paa,
o g Storken er fløjet fra Rede,
m ed rødkindet Æ ble de Frugttræer staa,
o g Blom sterne blive saa faa, saa faa,
at næsten m an om dem m aa lede.
V i fryse, vi Stakler, o g derfor vi maa
paa v or V inge nu bort gjennem Luften g a a ;
d og, inden vi rejse, vil ogsa a vi Sm aa
i al U nderdanighed v o v e at bede
om L o v til at sende D ig Hilsen idag
o g bringe D ig T ak for det gjæstfrie T a g ,
hvorunder Du smukt lod os frede.