FrederikBøgh

166

have gaaet ganske uden det 01, saa havde man

lettere gættet det“. — Hun lo hjærtelig, og jeg

fortsatte med flere og flere Sandheder, og snart

opdagede jeg, at hun elskede mig lidt; denne

Metode var hende ny: den interesserede hende;

den gamle med Netheder Var hun kjed af. Ja

hun er herlig! —

Forresten har jeg haft det ganske ved det

Gamle og har ikke bedrevet noget Mærkeligt —

jo , det er dog sandt: i „Dagbladet“ har jeg

skrevet et Digt over Frederiksborg, som har

gjort stor Lykke og vakt Opsigt. He i b e r g har

kaldt det „storslaaet“ og fortræffeligt, han har

sagt: „Jeg kan ikke faa i mit Hoved, hvem der

har gjort det; det er et Menneske, der har skrevet

Vers i tyve Aar; jeg troede, det var Chr. Wi n t he r ;

men her er dog noget Nyt, jeg ikke kjender“. —

Jeg har skjult mig fuldkomment; Ingen aner,

det er mig. Du maa ogsaa love mig ikke at

sige det til et eneste Menneske — det kunde

blive mindre lysteligt i Tiden. Men Du vil for-

staa, at en saadan Udtalelse af He i b e r g maa

glæde mig; han havde kaldt Formen „klassisk“.

Lev vel, kjære Ven!

Din hengivne

Fr e d e r i k B ø g h.