178 / 499
170
havde ført ham herop for at tjene ved ham , da
han nem lig var blind.
Nu bliver han urolig:
„Jeg vil ikke ligge her læ nger o g skabe m ig!
D u skal gaa m ed m ig .“
D e gik ned af Graven.
Saalæ nge de kunde h ø r e s , var hun umaadelig
aimable m od h am : „N u skal je g sige Dig, hvor-
m ange Blus je g kan s e ; Din Stakkel, Du kan
jo ikke se m ere“ ; m en saasnart hun kom uden
for H ørerum , begyn d te hun ordentlig at skjælde
ham u d :
„Saadant et Bæ st!
Her k om en halv
Snes F orn em m e, o g vi kunde have tjent Meget,
o g saa vil saadant et A sen ikke blive liggende.“
O g de skjændtes nu hele V ejen ned med
de forfæ rdeligste Eder o g Trusler. — Saa gik de
til B yen o g sloges hele N atten ; m en paa Graven
blev der ganske stille; Idioten laa o g so v i den
V u g g e , Foræ ldrene dannede for h am ; naar han
først havde sovet lidt, kunde de tage ham hjem
*
igjen.
Dødsstille var Alt, o g rundt i H orizonten
brændte Blus. — D erpaa gik vi til K ilden, som
ligger lige ud m od det store Hav.
D en dækkes a f et lille Skur o g er meget
forfalden.
Her skjæ nkede en Fiskerfamilie Vand.
Et Par D age i F orvejen havde M anden mistet
sin B roder o g sine to Sønner paa Havet, o g det
var virkelig rørende at se, hvorledes Familien tog
denne store S org.
Fiskere have i Almindelighed