177 / 499
169
som muligt o g m orede os sædvanligvis godt ved
U nderholdningen.
—
„M ed F orlov at spørre,
hvor D e skal hen ?“ „ „T il T id sv ild e!“ “ „Naa, det er
kanskesens D em , der skal have G y n g e , for vi
har hørt, der skal være G y n g e .“ — O g saa vor
V en M ads, som for en Mark bar vor B a ga ge!
Han glæ dede os ved sit fortrolige „D u “ o g „Jer“
o g betroede os til Slutningen, at han jo rigtignok
hele Tiden havde troet, at vi var M ursvende.
Endelig kom vi da til Tidsvilde, hvor vi fik L ogi
hos Hans Jørgensen i hans store D ansesalon. —
Til G raven! — Paa det indhegnede Sted laa de
mest forskjelligartede Grupper. L ige i F orgrunden
laa en M and o g K one i stiveste P uds, Bønder
naturligvis; imellem sig havde de deres lille Dreng,
som var stum o g Idiot; m en nu skulde han nok
kom m e sig. L ige ved Gravstenen midt paa Graven
sad en K one fra L y n g b y ; hun havde blegt A n
sigt, grove Træk, m en var iøvrig ret smuk. Hun
havde nu været der i sex Aar, o g hvis hun ikke
var tagen dertil, vilde hun være død for længe
siden. V ed hendes Side var der to store Pakker o:
unge Piger, der laa, skjulte i um aadelige Kaaber,
o g sov. L ige overfor paa den anden Side G raven
sad en K on e, som solgte Jord til de T roende.
Rundt om kring paa G ravens Rand laa Sovende,
deriblandt Synge-D orthe m ed hendes Mand. Hun