FrederikBøgh

177

tvende ældre H aderslevere, der alle ere m ageløse.

I Brahesborg H ave danses der; Herrerne holde

Damerne mellem Skulderbladene.

D er byd es Ci

garer om. — — — — — — — —

» —

— ---------- — — M an drager tilbage for at

spise i A ssen s, o g en tyk M adamm e fortæller

m ig, at der var F lere, der vilde g jøre de n yd e

ligste T aler, m en der var d o g Ingen, der talte

saa dejlig som Skom agerm esteren, der havde talt

ved Ankom sten.

Jeg skulde desvæ rre spise paa

Brahesborg o g kunde ikke følge m ed til A ssens.

Paa B rahesborg tilbringer je g m egen T id ; je g

komm er m ere o g m ere til at holde a f de M en

nesker; Kamm erherreinden er navnlig højst elsk

værdig.

O g saa M issionsm ødet i G a m b o rg ! Min Fader

skulde derhen som F orm and for K onventet, o g

da det kjeder ham at kjøre alene, to g je g med.

Først stod en affekteret, højst m od byd elig Præst

og skraldede en hel Bunke af om Ingenting; der

efter traadte en lille, skallet, hinkende M and op

paa Prædikestolen.

Han havde tidligere været

Seminarist, derefter havde min Fader hjulpet ham

til at blive Student, o g nu var han udset til at

holde M issionspræ diken;

han skulde tale „saa

hjærtelig o g rart“ .

Han begyndte saaledes: „E r det ikke saa,