FrederikBøgh

rørte deres fælles Venner, at den ikke har hjemm e

her.

I Aarene fra 64 til 69 om gikkes de ikke

saa n øje o g kjærlig som forhen; ogsaa deres

forskjellige politiske Anskuelse

skilte

dem ad,

ligesom

A l g r e e n - U s s i n g

idethele fjæ rnede sig

fra den Kreds af U n gdom sven n er, han havde

staaet nærmest.

At han bevarede sit V enskab

for F r e d e r i k ,

har je g Bevis paa fra en Samtale,

som i Vinteren 66 forefaldt m ellem en af mine

Veninder o g ham.

Hun skriver derom til m ig:

„Jeg besøgte en Aften min V eninde N. N. o g

hendes M and; vi sad alle T re i h yggelig Sam

tale, da en m ørk Herre traadte ind.

Han havde

et sydlandsk Y d re, je g troede, han var en U d

lænding,

men n e j, han blev præsenteret som

Kandidat F r.

A l g r e e n - U s s i n g .

D a je g ofte

havde hørt ham om tales, saå je g m ed en vis

N ysgjerrighed

paa

h am ;

han

havde

m ørke,

levende ø jn e , det sorte Haar var strøget tilbage,

o g over hans V æ sen var der n oget vist Zirligt,

Høfligt, K om plim enterende o g d o g Tilbageholdent.

Samtalen faldt frit o g naturlig; det forekom mig,

at je g aldrig havde været samm en m ed en saa

m orsom o g interessant Herre.

Hans Replikker

faldt m eget træffende, o g han havde det sel

skabelige Talent eller m aaske rettere: den E lsk

væ rdighed, at han nøje lagde Mærke til hvad de