FrederikBøgh

for hvilket min afdøde V en følte som en trofast

o g kjærlig Søn o g B roder, o g det er m ig i S or

gens første ø je b lik en T ra n g at bevidne Dem,

Deres Hustru o g D eres D øtre min inderlige D el

tagelse. — Jeg har bedet G u d , at han vil være

naadig m od den Sjæl, som har forladt os, o g je g

beder ham , at han vil give D em o g D eres Hus

T røst o g F red .“

D a F r e d e r i k kom til K jøbenhavn besøgte

han strax

U s s i n g s .

Han skriver derom til m ig:

„Igaar Form iddags gik je g op til

U s s i n g s ,

hvor

je g blev m odtagen m ed stor Kjærlighed.

Den

gam le

U s s i n g saå je g ikke; han har været al

deles utrøstelig, m en b egyn d er d o g nu at kom m e

lidt tilrette o g har igjen taget fat paa Arbejdet.

Hans K one var ogsaa

m e g e t n ed bøjet; hun

græd næsten hele Tiden.

Hun fortalte m ig om

Sønnens D ød o g glæ dede sig over, at den havde

været fredelig o g stille.

H un talte m ed m ig om

hans hele politiske V irk som h ed, som ogsa a hun

fandt forfejlet, navnlig fordi den stred im od hans

naturlige T ilbøjelighed — han brød sig i V irke

ligheden slet ikke om Politik.

D er var noget

m eget Smerteligt o g R ørende ved at se den stak

kels gam le M oder sidde der i Læ nestolen o g ikke

endnu ret kunne forstaa A ndet, end at Sønnen i