FrederikBøgh

179

Gjerning, o g Du, søde, g od e Jesus, styrke h am !

Han o g I Alle ville undskylde, om min T ale har

været lidt usam m enhæ ngende; o g lader os saa

Alle b e d e :

-------------

— “

Alle disse Sætninger ere bogstavelig

som

han sagde d e m ; — er det d o g ikke i høj Grad

sørgeligt? — M en D u har sikkert N ok a f Ge-

schichter; je g skal skaane D ig for flere, uagtet

je g kunde blive ved længe endnu. — Det be-

gynder at trække op — det er d o g ogsaa et

evigt Regnvejr.

Vejret har i det Hele slet ikke

været tilfredsstillende.

Kun enkelte Aftener have

vi haft det rigtig sm ukt; m en da er her ogsaa

m ageløst dejligt.

Fader har lagt H aven om ,

hvorved den har vundet m eget, o g naar da Adaa-

nen sejler henover Himlen, naar Skym assen staar

nedenunder som et stort, oprørt Hav, naar Kirken

o g de h øje Popler spejle sig i den stille, klare

D am , naar Lysstraaler spille igjennem det tætte

L ø v ,

o g

den store,

dybe Fred hviler over

Mark o g S k o v , da skjønner man ret paa at

være h e ro v re ; da virker Aftenen saa underlig

forsonende, m an glem m er alle sine S orger eller i

alt Fald al deres Bitterhed, man tænker paa alle

sine Kjære o g ønsker at have dem hos sig. —

Skade, at disse Aftener o g disse varm e, dejlige

Som m erdage iaar ere saa sjæ ldne!