FrederikBøgh

183

— han kaster ingenlunde sit V enskab i Gram s

for Alle o g Enhver.

D e m aa da og sa a kunne

forstaa,

at en saa lyrisk,

nervøs Digternatur

ganske naturlig m aa blive kritisk, idet M eget maa

støde o g saare den.“ — „Ja, ganske vist; m en

det forekom m er m ig, at han ogsaa kan stille sig

koldt, afvisende ligeoverfor M eget, som d o g er

fuldt berettiget, bravt o g hæderligt.“ — „Ja, det

har je g sagt: Alt m aa have en sm uk F orm for at

tiltale ham ;

thi F r.

B ø g h

er hélt igjennem

Æ stetiker.“

A l g r e e n - U s s i n g

temm elig pludselig

døde i B egyndelsen af Januar 1869, var

F r e d e

rik netop i Ferien i Gamtofte.

Han blev saa

dybt rystet, som je g sjældent har set h am , o g

skrev følgende Brev til F aderen:

— „D en overraskende Efterretning om D eres

Søns D ød har levende fyldt m ig m ed den F ø

lelse, at je g har lidt et T ab, mistet et M enneske,

for hvem je g nærede V en sk ab, o g til hvem je g

var bunden ved talrige Baand, om end T iden

med dens forskjelligartede Indvirkning paa os har

vist sig stærkere end v o r Sym pati.

Idet je g

saaledes i V em od hengiver m ig til Følelsen af

Savn, maa je g tillige stadig tænke paa d em , for

hvem dette Savn er langt betydeligere, sm erte

ligere o g mere indgribende, tænke paa det H jem,