190 / 499
182
Andre sagde.
Sam talen faldt paa
F r e d e r i k
B ø g h ,
o g da dennes N avn blev nævnet, spurgte
han m ed m egen L ivlighed: „K j ender D e ham?
Han er en a f mine bedste V en n er.“ — „N ej, je g
kjender ham ikke, skjønt je g ofte har set ham.
Fortæl os Lidt om h a m !“ — O g saa fortalte han
om deres V enskab fra deres allertidligste U n g
dom ; han sagde blandt A n d e t:
„ F r e d e r i k B ø g h
er en af de reneste o g sm ukkeste Karakterer,
je g k jen der; m en han er — ja, forstaar D e mig,
naar je g siger,
at han er
en aandelig Epi
kuræer.
Alt, hvad der er sty g t, kjedeligt, hvad
der ikke er g o d t, saavel æstetisk som moralsk,
giver han sig ikke a f med.
M ed rene Hænder
tager han paa Alt i Livet.
Ingen kan som han
glæ de sig over enhver A abenbaring a f Ynde og
Skjønhed i Stort som i Smaat.
H an fik altid det
Bedste frem i min N atur, ja , je g kan sig e : je g
elsker ham. — Jeg sagde, han var en Epikuræer,
en aandelig Epikuræer — paa én G ang hans S va g
hed o g hans Styrke.
H an vil tage S ød m en , det
Bedste, Duften a f A lt; derim od véd je g ikke ret,
om Livets K am p, M øje o g B esvæ r ligger for
hans sensible N atur.“ —
„E r F r.
B ø g h saa-
ledes? Jeg har fundet ham kritisk,“ svarede jeg.
— „Ja*, for Frem m ede synes han sa a ;
hans
kjæ rlige, forstaaende Sind viser sig ikke for Alle