FrederikBøgh

199

Sten fra mit H jæ rte; thi je g kunde ikke være

rigtig vel tilmode over mit D igt, før je g vidste,

at ogsaa I vare det.

N u er je g jo rolig i denne

Henseende, o g dette, saavel som Onkel

N i c o l a j

og Tante

J e t t e s V arm e i denne A nledning, er

mig noget af det V æ sentligste i min Glæde. —

laften vil je g derfor dels bringe E der min T ak

og dels fortælle E der Et o g A ndet om mine

nyere Begivenheder.

Jeg har i en otte D age

lidt af en aldeles eminent F orkølelse, h vorfor je g

endog har maattet ligge. M en i T orsd a g s maatte

je g staa op af Sengen Kl. 4 om M iddagen for

at gaa til et M iddagsselskab, som

C o

in s

gjorde for mig. — H. C.

A n d e r s e n holdt F est

talen til m ig omtrent saaledes:

Alle vare vist enige m ed ham i, at Festen

ved Afsløringen af

O e h l e n s c h l æ g e r s

M indes

mærke var slet arrangeret — ikke alene af Be

styrelsen, m en ogsaa af F olk i det Hele.

Ingen

havde tænkt paa at sm ykke H usene m ed B lom

ster; kun paa fire Steder havde han set D ane-

brogsflag v a je ; m en saa havde han ogsaa lagt

Mærke til, at der laa en Gaard i B redgade ligefor

Pladsen, o g herfra vajede to store Flag.

O g

dette havde en større B etydning,

end N ogen

dengang vidste; thi derinde boed e en un g Åland,

som havde rejst

O e h l e n s c h l æ g e r

et aandeligt