FrederikBøgh

194

dele E der Resultatet, uden at je g beh øver at

være bange for at sætte E der i U ro derved. —

Tante

J e t t e o g Onkel

N i c o l a j ,

der ligesom

alle de Andre her i H uset ikke have anet det

Mindste om denne S a g , fik Historien at vide

igaar, o g de ere rigtig glade derover.

Tante

J e t t e mistede jo rigtignok i den A nledning sin

N attesøvn; m en je g tror, det væsentligst var af

Glæde.

Naturligvis ser je g jo godt, at De, der

holde m est af m ig , kunne u d su ge B ekym ring af

dette Resultat; de ville let, især naar de ikke

ret have T ro til m ig , sige: „N u bliver han ud

sat for H ovm od o g Forfæ ngelighed, o g hvorledes

skal dette d o g løbe af? O g hvad bliver der nu

a f hans E xam en ,

etc. e tc.?“

Hertil kan jeg,

mine kjære Foræ ldre, ikke sige Andet, end hvad

je g sagde til Onkel

N i c o l a j

o g Tante

J e t t e :

at det er min bestem te V ilje at tage Exam en, at

je g frem deles vil leve stille o g afsondret, indtil

dette er naaet, o g at den A n k e, der m uligvis

kunde rejses im od m ig, fordi je g nu har stjaalet

Tid fra min Exam enslæ sning til dette A rbejde, at

den nærmest falder paa V orh erre, der har skabt

m ig saaledes, at je g først har indladt m ig paa

dette A rb ejd e,

da je g m æ rkede,

at je g ikke

kunde lade det være. — Gid da og sa a I, mine

kjære Forældre, ville tage denne B egivenhed som