200 / 499
192
Professor
C l a u s e n o m, hvem Forfatteren d og
kunde være.
D enne havde da sa gt, at efter
noget vist F ilosofisk i Artiklen o g efter dens ud
præ gede æstetiske Sving antog h an, det maatte
være
B r ø c h n e r .
Etatsraad
L i n d e fandt dette
m eget rim eligt, da m an tydelig sa å , at det val
en ældre Videnskabsm and, nærm est en Hegelianer,
etc.
løvrigt fandt de A lle, at Artiklen var for
træ ffelig, at det var heldigt, den gav en saa
udtøm m ende A nalyse af K unstvæ rket, i Stedet
for m ed tom m e O rd at sm igre K unstneren, at
den var saa rolig skrevet, o. s. v.
D u kan jo
nok tænke D ig, at denne Diskurs var m ig m eget
m orsom ; je g deltog selv deri o g frem førte nogle
Anker m od forskjellige Punkter i B edøm m elsen;
m en disse bleve tilbageviste m ed stor Kraft og
Iver, o g saa trak je g m ig undselig tilbage og
ménte, at det jo var muligt, je g to g fejl. — Over
„D agbladets“ A nm eldelse æ rgrede je g m ig ogsaa
lidt; overhovedet er je g den E neste, der har
leveret M ere end to Linjer, o g den P assus, som
findes i flere Blade, at „D a vid “ danner en værdig
Pendant til
B i s s e n s fortrinlige V æ rk , er her
temm elig ubetim elig o g uretfærdig.
A lt , hvad
B i s s e n gjør, skal jo nu én G ang væ re fortrinligt;
indskrænkede man sig til Bysterne, da kunde det
jo væ re m eget rigtigt; — m en kom m er en vis