204 / 499
196
næste M orgen kom h an , m en traf m ig ikke, og
je g gik da til ham. H an m od tog m ig m ed den ham
overordentlig ejendom m elige H jæ rtelighed: „Jeg
m aa først sige D em , at je g ikke holder a f disse
nordiske D igte, fordi je g slet ikke kan lide disse
H eltekvinder, som m angler alt Kvindeligt.
Jeg
begyndte da paa B ogen m ed stor U vilje; men
da je g havde læst lidt, sagde je g til m ig selv:
„H an er jo gen ial!“ , o g jo m ere je g læste, desto
m ere glæ dede je g mig. D eres B o g er ret digtet!
D en er det B etydeligste, der er kom m et, siden
det blev stille.
Alle de A ndre have kvidret som
S m aafugle; m en D e giver n oget M ere, D e giver
n oget Objektivt.
Jeg er rigtig glad d erover; det
er jo dejligt, o g nu, skal D e se , kom m er S ol
skinnet, det k o m m e r!“ — O g saa trykkede han
b eg g e mine Hænder saa varmt, saa m ig saa in
derlig kjærlig ind i ø jn e n e , fik T aarer i ø je t
— o g je g med.
V i havde det god t m ed hin
anden, o g glad o g fornøjet gik je g fra ham.
— Gid I nu m aa læse B ogen m ed samm e
Glæde som han, o g lov m ig iøvrigt ikke at tale
o m , at Eders S øn har skrevet den.
Jeg haaber
ikke, at I ville m isforstaa denne H em m eligheds
fuldhed, indtil S agen var a fgjort; den har jo ene
sin R od i Kjærlighed.
Tante
Jet t e siger, at
hun er m ig overordentlig taknemm elig derfor. —