FrederikBøgh

195

noget Glædeligt o g tro, at den Flid o g Kraft,

som i saa høj Grad fordres til et saadant A r

bejd e, vel ogsaa m ed T iden m aa kunne opnaa

andre, Eder m aaske m ere velkom ne Resultater.

— Jeg har iøvrigt den T ro, at dette Digt vil til

tale baade Dig, min kjære Fader, o g D ig, M oder!

— Jeg har paa m ange Steder en hel aandelig

Baggrund b ag de rent reelle T ræ k , hvilket I jo

nok ville se , f. Ex. i D ra gen , h vorm ed je g har

villet fremstille den personificerede

F o r d o m . —

H. C. A n d e r s e n

har ved denne L ejlighed

m ødt m ig m ed overordentlig Kjærlighed.

Han

havde ganske løst hørt, at je g skulde være F o r

fatteren, o g da han havde læst B ogen, satte han

sig strax begejstret ned o g skrev til Forfatteren;

men hvor skulde han kom m e af m ed det?

Der-

paa var han gaaet til C o

H i n s o g havde sagt:

„Jeg véd fra sikker Haand, at det skal være ham

— j o , je g løber strax derhen.“

„D et gaar paa

ingen Maade an“ ménte C o

l l i n; „sæ t nu, at det

er galt, hvilken U behagelighed udsætter D e da

ikke den unge Mand fo r !“

Derpaa havde han

længe gaaet op o g ned foran en vis Gaard i

B red gad e1), uden at han turde gaa op.

D o g —

*) F r e d e r ik var nemlig, efter at B iæ d e l var bleven Sogne

præst ved Garnisonskirke, atter flyttet dér i Huset og

skrev her „Valkyrien“.