FrederikBøgh

200

M indesm æ rke, o g derfor vilde dette o g sa a blive

husket, o g naar d e t da om tyve A ar stod o p

tegnet, da vilde der tillige staa, h vorm egen Rig

dom o g Skjønhed denne unge M and siden den

T id havde opladt for vort Blik — o. s. v. — ; det

var da m in Skaal. — Onkel

N i c o l a j

udbragte

sen ere, ligesom je g a f sam m e G rund vilde rejse

m ig ,

A n d e r s e n s

Skaal o g takkede ham for

den M aade, hvorpaa han strax havde m ødt mig.

Efter B ordet kom

A n d e r s e n hen til mig, sagde,

at han havde tænkt paa n oget rigtigt Smukt,

som han vilde have sagt; m en saa blev han saa

rørt, at han ikke kunde; „d o g vi T o fo'rstaa jo

hinanden“ , o g han trykkede b e g g e mine Hænder

kjærlig.

D er er virkelig n oget Faderligt i hele

den M aade, hvorpaa han behandler mig.

H vad je g i dette Brev fortæller E der har

virkelig, — det m aa D u , min kjære M oder, tro

— ikke sin G rund i F orfæ n geligh ed, m en kun

deri, at je g v é d , det m aa interessere Eder at

høre derom .

Fra Etatsraad J.

T h i e l e fik je g Bud igaar,

at han var m eget forbavset o g indtaget i min

„V alkyrie“ , det var uden S pørgsm aal det B e

tydeligste, der var kom m et i lang T id , o g han

havde næsten aldrig — knap nok hos P a

u d a n -

M u l l e r — fundet den Rutine o g E legance i