FrederikBøgh

214

vistnok tager det M este for g od e V arer a f hvad

der hjemm efra sendes En til Udlandet.

Jeg

hørte idag den P aradox frem føres, at efter S om

merferien kom m er V interen; o g d o g kan denne

Sætnings Rigtighed virkelig ikke benæ gtes lige-

overfor

en vigtig Side af H ovedstadens L iv :

Teatrene.

K asino o g Folketeatret kunde ikke

engang vente A vgu st M aaned u d , før de maatte

b egyn d e deres sæ dvanlige Vinterliv.

Paa én

Aften begyndte de b e g g e m ed det sam m e Stykke:

„Paa A n fo r d r in g

“ , hvilket nærmest var en U d

fordring til Publikum eller i alt Fald til Pressen,

der saa ivrig har anket over dette Rivaliserings

system , som form entlig vil m edføre Ruin. — —

Literatur? Ja, kjære Hr. P rofessor, det gaar

iaar, som det plejer at være Tilfældet i Efteraars-

m aanederne: der udkom m er Intet.

C a r l PI o u g

skrev d o g forleden et m eget sm ukt Digt over

den unge Fru

B i s s e n ,

som døde i R om efter

et Barns F ødsel.

Hun havde altid ønsket at

kom m e til d e n

e v i g e S t a d ,

deri laa Pointet,

o g det hele Digt var friskt o g følt, m ed en varm

religiøs Grundtone.

F orm en var m ig kun ikke

rigtig heldig:

firelinjede

næsten

Træ snitsvers.

Et Gravdigt bør skrives i en tung, alvorlig Form ,

saaledes som f. Ex.

H e r t z ’ s Digt over

H e j b e r g .