223 / 499
215
G o t f r e d R o d e
skrev ogsa a for et Par D age
siden et ganske smukt, om end ikke betydelig Digt
over
P e t e r B o i s e n ,
„D ronningens B oisen“ ,
G r u n d t v i g s
Svigersøn, som desvæ rre døde af
Skarlagensfeber, der gik over til Hjærnebetændelse.
Dette er et m eget sørgeligt D ød sfald ; thi hans
Enke er jo altid sen geliggen de, o g flere ganske
uforsørgede Børn er der.
Jeg hørte en Ligtale
over ham af
G r u n d t v i g ,
o g den var højst for
underlig.
T anken deri var d en , at naar Gud
havde en T jener her paa Jorden, der virkede ret
for Aanden o g Livet, da blev Djæ velen fortrydelig
o g ryddede ham bort.
Det er unægtelig paa
den Maade ikke sm igrende for
G r u n d t v i g
selv,
at Djævelen har ladet h a m gaa saa længe i Ro.
Denne hele Lære forstaar je g ikke o g begriber
ikke, hvorledes et saadant Djæ velens H erredøm m e
over Liv o g D ød skulde kunne forenes m ed Kri
stendomm en.
D en hele Begravelse var m ig
u h yggelig ; der var en saadan M anér over Alt i
det gam le V artov , o g saavel i
G r u n d t v i g s
som navnlig i B roderen
B o i s e n s paafølgende
Tale var der en saadan Snakken om Barnetro o g
B arnesind, Barneglæde o g B arn esan g, at det
Hele ikke var langt fra at blive n oget Barne-
snak. —
En kjær V e n , som er m ig til m egen Glæde,