FrederikBøgh

m ig saa fortræffelig, fordi den kjære, venlige Sol

g jø r mit Sind saa godt, naar den saaledes skinner

ind gjennem de røde Gardiner — nu m aa je g

skrive til D ig , o g saa vidt je g kan m æ rke, m aa

det blive et rigtig fortroligt B rev, saaledes som

je g ene kan skrive det til min egen , trofaste

Tante

Mar i e .

Jeg har da, som je g sagd e D ig,

i læ ngere T id været s y g : mit L egem e g jø r altid

Indvendinger, naar Sjælen ikke sm ukt forholder

sig rolig, o g da mit Indre nu i den sidste T id

har fundet for god t at væ re alt Andet end roligt,

følger deraf, at L egem et har gjort sin Ret gjæ l-

dende m ed alle m ulige S m aaonder, der alle ind

befattes under Dr.

L e h m a n n s

„n ervøse M athed“ .

Jeg kom m er m er o g m er til den Erkjendelse, at

M ennesket er en B olig for m ange forskjellige

A ander, der stadig føre K rig m od hverandre, o g

K am pens M aal er da at overvinde den ene m æ g-

tige altstyrende Aand.

D erfor rejser Stoltheden

sig m od Y d m ygh eden s A an d , E goism en sætter

sig op m od U nderkastelsens Aand, o g over dem

alle knejser F orstanden, o g m ed T vivlen som

Fanemæ rke styrter den frem til sit nedbrydende

Værk.

M en denne sidste, m æ gtige H ersker m aa

kues o g knuses, o g det er netop O pgaven at

bringe Forstanden til at tage B olig i Hjærtet.

M en dette sker kun ved en form elig Revolution,