50 / 499
42
mærkede jeg strax, at der var noget Forpint
over Situationen, hvilket jeg tilskrev den Om
stændighed, at den lille O t t o B a c h e befandt
sig paa Vognen, han, som nu paa egen Haand
skulde drage ud i Verden;
„thi ak fra Hjemmets Skjød, der blødt ham bar,
hvis Sødhed vel kan føles, men ej fattes,
hen paa den haarde Skolebænk han sattes.“
Han saå saa bedrøvet ud, at ogsaa jeg kom
i en mismodig Stemning, hvoraf jeg imidlertid
snart blev udreven, da en vis Madam, som var
m ed, aabenbart med en Anstrængelse og et vist
dristigt Spring i Konversationen, rettede følgende
Ord til m ig: „Jeg véd, De har været paa Næsset;
skal Deres Tante ikke snart have sig en Lille?“
Blufærdig som jeg er, svarede jeg lidt betuttet:
„Det véd jeg virkelig ikke“.
„Hvor gammel er
den Yngste?“ spurgte hun mig derpaa.
„En
3
å
4
Maaneder“ , svarede jeg ; og saa betroede
hun mig meget fortrolig og med et morende
Smil: „Nej, saa skal hun ingen Lille have nu.“
Jeg takkede hende for Underretningen, og saa
gik Konversationen istaa p a a n y .--------------
Klokken
6
V
2
kom vi til Næstved.
Strax
skyndte jeg mig ud til Herlufsholm.
Solen var
lige ved at gaa ned. De rødlige
Solstraaler