FrederikBøgh

fint Ansigt og nydelige Hænder; hun syntes i

Begyndelsen noget urolig over dette Følgeskab;

men da je g havde talt lidt med hende, blev hun

rolig og talte frit og aabent med mig.

Ved

Brinken ventede vi længe, Ellepigerne dansede

paa Engen, og noget vist Mystisk hvilede over

Situationen; men dog sværger jeg Eder ved

Jupiter og ved den Halte, der engang drattede

ned fra Olympen, at jeg var saa rolig, som om

jeg havde været alene.

Endelig kom Vognen,

og ved den Lethed, Naturen har begavet mig

og min Ubekjendte med, kom vi ganske hem

melig op paa Bukken.

Et hvidt Slør skjulte

snart hendes Ansigt, indtil vi kom til Kjøng Kro,

hvor vi B egge bleve gjemte i en Baas. I Vognen

befandt sig blandt andre Krigsraad H a h n , der

i Søndags morede sig meget, da jeg fortalte ham,

at paa Bukken af hans Vogn havde der siddet

En og glædet sig over alle de bellmanske Sange,

hvorved han søgte at sætte Liv i Selskabet.

Klokken

kom jeg til Vordingborg, hvor jeg

gik til Ro nogle Timer.

Op ad Formiddagen besøgte jeg da Præsten

S o m m e r s og besaå med dem Byens Mærk

værdigheder.

Ved Gaasetaarnet glædede jeg

m ig ; — men saa begyndte Regnen. Efter Middag

satte jeg mig ved et Vindue paa Gjæstgiver-'