FrederikBøgh

der atter fordrer en gjennem gaaende Reform ation.

Se, derfor m aa vel L egem et holdes lidt tilgode,

naar det ikke vil finde sig i en saadan U ro , o g

derfor m aa je g vel ogsa a finde m ig i at blive s y g

af „nervøs M athed“ .

D a m aa je g jo huske paa,

hvad je g en gan g saå i Din lille grønne B o g :

„Er det først M orgen, da bli’er det nok D a g ;

thi L yset vil evigen sejre.“

O g lever je g i denne Lidelsestilstand, hvori

je g tvivler o m , at der findes n oget G odt o g

Skjønt, da m aa je g trøste m ig ved, hvad

Sc hi l l er

har lært m ig:

„Sehest D u nie die Schönheit im A ugenblicke des

Leidens,

niemals hast D u die Schönheit g e se h e n !“

M en her sidder je g jo o g afslører Følelser,

som ellers aldrig kom m e for L yset, aldrig m ed

deles N og en , saasandt de kun tilhøre E n , m ig

selv; heri m aa D u da, min kjære Tante

Mar i e ,

se hvad D u er m ig ; heri m aa D u se min Glæde

over, at der i D ig er blevet m ig bevaret N oget,

som je g d o g véd er god t o g skjønt.

Det strider

imidlertid m od min Karakter at dvæle længer ved

min eneste E jen d om , o g som en F ølge heraf

drager je g Fligen for, der et Ø jeblik flagrede til