66 / 499
som Lazaret, og alle Gulvene vare bedækkede med
Blodpletter; jeg følte mig slet ikke vel. Som et
Lyspunkt i vort Ophold her staar Erindringen
om en lille Tur til det saakaldte Jordbærhus. Det
ligger paa den nordligste Pynt af Fyen. Kysten
kaster sig ned i Søen med stejle, dejlige Skrænter.
Der var en Yppighed og Frugtbarhed, en Rigdom
og Vildhed, som jeg aldrig har set AJage til. Der
var Tidsler og vilde Roser, hele Bunden var be
dækket af et Tæppe, virket af det dejligste, friske
Græs, af alle Slags Smaablomster, vilde Jordbær
med modne Frugter og M os, saa rigt og præg
tigt; der var burrebedækkede Grøfter og rødtop-
spirende Hvidtjørn.
Det saa næsten ud, som
havde Vorherre taget en Haandfuld Buske og
kastet ned blandt Skrænterne; hver Busk stod
saa frit og let, saa vildt og naturlig. Hvor øn
skede jeg ikke her, at jeg havde haft D ig og
E l i s a blot et Øjeblik ved min Side; jeg blev —
underligt nok! —• borte fra de Andre, jeg gik
med Dig og E l i s a , kan Du tro, jeg plukkede
Blomster til D ig , og Jordbær; men hvad hjalp
det? Halvt bedrøvet kastede jeg Alt bort igjen
undtagen et lille Jordbærblad, som jeg er Nar
nok til at sende Dig, skjønt Du jo ikke har videre
Grund til at bryde Dig om det; husk dog paa,
at det har levet et smukt Liv blandt Skræpper og