FrederikBøgh

nærmede os det dejlige St. Jørgensgaard, blev

ogsaa Alt mere og mere smilende, og da vi

Klokken

rullede ind i Svendborg, var Alt

Solskin og Liv. Træt var jeg, saa træt, saa træt;

jeg lagde mig derfor strax til R o ; og véd Du,

n a a r jeg vaagnede igjen? — Klokken

Aftenen! Jeg havde altsaa sovet omtrent

Timer; hele Dagen var svunden bort med Søvn.

Man spaar mig paa Grund af denne vid

underlige Historie, at jeg vil blive til Fabel i

Svendborg; Nogle mene endog, at jeg kan op-

naa den Værdighed at komme i Avisen med

Overskrift „Kuriosum“. — Om Aftenen tog jeg

herud, og her sidder jeg nu paa Altansalen i

Fred og Ro, som jeg ikke har kjendt i lang

Tid. Jeg er aldeles fortryllet over St. Jørgens-

gaards Udsigt: en saadan Rigdom, en saadan

Vexel af Skov og Sø havde jeg knap drømt om.

Jeg ser desværre Baaden derude med det

hele Selskab ; gid jeg lidt endnu maatte sidde i

R o ! Men snart kommer C l a u s F r e e s , og saa

— . adieu. Jeg kan hilse Dig fra ham; han gaar

idag bestandig og citerer nogle Linjer, Du engang

har skrevet i hans Mappe:

„Denn einjeder M'ensch hat Stunden,

„wo sein Schicksal ganz empfunden,

„heisze Thrånen ihm entpresst.