FrederikBøgh

Studenterforeningen og var i nogle Aar Medlem

af denne.

Men uagtet han villig deltog i Livet

deroppe, blev Foreningen ham aldrig noget Hjem

eller Gjenstand for hans egentlige Sympati. Han

var ikke greben af Studenterbegejstring — særlig

var han paa dette Felt aldeles ikke exklusiv —

han havde dertil nogen Sky for Mængden, som

han helst saå paa Afstand, han yndede ikke støj

ende Adspredelser, og hans væsenligste Interesser

gik i en anden Retning end de, der beherskede

Foreningen; særlig holdt han al Politik langt fra

sig.

Endog i den snævrere Kreds, hvori han

færdedes langt mere uforbeholdent end i det

større Studentersamfund, deltog han saa at sige

slet ikke i Diskussioner paa dette Omraade, og

naar man tillod sig direkte at spørge ham om

hans Mening, fik man for det Meste det Svar, at

„den jo kunde være En temmelig ligegyldig,

den var i alt Fald en ganske anden end den,

man vist troede“.

Hans Deltagelse i det almin

delige Studenterliv var derfor meget passiv; han

tog imod det Gode, der tilflød ham ad denne

Vej, og lod det Slette glide bort uden at gjøre

noget Forsøg paa selv at lede Strømmens Ret

ning, og han lukkede Døren mellem det og sig,

uden at føle noget Savn derved, men ogsaa

uden at tage nogensomhelst Bitterhed med sig.