399 / 719
Et københavnsk officershjem i 1850’erne
389
nu var det slut — det øvrige stykkedes ud, men hvor
har jeg mange gange fortrudt, at jeg solgte mine fri
mærker, de ville senere have repræsenteret en kapital, ja
mange af mærkerne er nu ikke til at opdrive.
Så kom sadelmager og snedker, og indpakningen be
gyndte. Jeg blev sat til at føre liste og mærke de mange
colli, det var egentlig helt morsomt med min malerkost
og potte at tegne nummer og adresse, sørge for, at det
alt kom på flyttevognen og ned til Kvæsthusbroen, hvor
det blev indladet i damperen „Valdemar“, som da gik på
Århus.
Jeg spadserede ned til den med min gedebuk „Mads“,
de andre kørte, og så forlod vi den gamle kaserne, hvor
vi havde haft megen sygdom, men også mange glæder,
for aldrig mere at komme der igen. Nu er den revet ned,
ligesom den skønne vold er sløjfet og fyldt i stadsgraven.
Ja, hvor er den sne, som faldt i fjor? Trådt ned og glemt.