Previous Page  397 / 719 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 397 / 719 Next Page
Page Background

Et københavnsk officershjem i 1850’erne

387

og det må have stukket præsten i øjnene; han talte nok

om ydmyghed, thi pludselig peger han med hånden på

moder og siger: „Der sidder du med den hvide hat og de

røde roser og mener, du er bedre end den fattige kone

med sit hovedklæde!“ Således faldt ordene nøjagtigt;

hvad der ellers fulgte efter, erindrer jeg ikke, men aldeles

afset fra det stødende i således at udpege en enkelt af

menigheden, var det i realiteten så aldeles forfejlet, thi

moder var en ydmyg kvinde og så beskeden i sin dragt

som mulig, men når man besøger sine venner, vil man

jo både for deres og sin egen skyld gerne være velklædt,

og det var hun, hverken mere eller mindre. Noget videre

kom der ikke ud af dette, og det vidstes jo forud, at man

måtte være forberedt på mærkelige udtalelser.

Til Manegen blev sendt en hest fra den kongelige stald­

etat, et meget smukt dyr, men så ustyrlig og ondskabs­

fuld, at den var farlig at omgås, så længe man ikke var

kommet i sadlen. Det kunne ikke blive ved at gå, men

så var der en cowboy ovre fra prærierne, der kom og

tilbød at tæmme den. Tilbudet blev modtaget, og en dag

bestemt, men da den kom, var hele ridepladsen og fæst­

ningsvolden ved Manegen sort af mennesker, som ville

se skuespillet, det kunne jo ikke gå, og i al hemmelighed

blev dyret ført til ridehuset, kun forsynet med en solid

trense og en stærk buggjord med to jernringe, en på hver

side, hvorigennem to liner førte ned til hver sit forben.

Så trådte cowboyen frem, skindbenklæder, sko, rød

flonelstrøje uden ærmer; han gik lige hen-foran hesten

og så den længe ind i øjnene. Også den forberedte sig til

kamp, hver muskel var spændt, øjnene så snart til den

ene, snart til den anden side, som om den ville undgå

menneskets blik, ørerne stod stive, snart ret op, snart

lagt tilbage, den stærke manke rystedes, flankerne gik

ud og ind, og halen piskede rundt eller stod ret op; den

var parat til, hvad der måtte komme. Men foreløbig skete

ikke andet, end at cowboyen lod den trave rundt, til den

stod i skum, hvorpå han forsøgte at drage den til sig

med venlig tiltale, men så snart han nærmede sig, slog

den med forbenene og hvinede. Dette gentog sig nogle

gange, men så tog han et rask tag i den ene line og rev

det ene forben op til ringen i buggjorden, hvor det ved

en fjeder hægtedes fast, og da den var lige utilnærmelig,

også det andet forben op under bugen. Den lå nu på