396 / 719
386
F. Elle Jensen
Hansen fra Jægersborg, Malmgrens svigerfader, hingsten
ved stangen og slog den tilbage, så den faldt baglæns
ind i den forfølgende skare. Nogle heste satte over den
faldne kammerat, andre løb udenom, så der skete intet;
ryttersken slap med en brækket arm.
Det andet nummer hed „Mazeppa“ : En stor hvid
h ingst blev ført ind på banen, og en mand i tricot slæbt
ind af russere eller polakker, hvad det nu var, og bundet
på dens ryg, hovedet på lænden, benene bundet på dyrets
hals og armene under bugen i en gjord. Tænk denne
stilling — og så blev der fra stalden sluppet
100
heste i
alle farver og størrelser løs til forfølgelse af hingsten,
der rasende for af sted hen ad banen. De syntes
helt
vilde
og forsøgte at bide Mazeppa for at befri deres kam
merat; det så farligt ud, og folk var nærmest som lam
mede — men da den vilde flok atter nærmede sig ud
gangspunktet, blev et vældigt langt og bredt sort sejl
spændt over banen og over stalden. Hele flokken stand
sede brat, ligesom forfærdet, prustende, stampende, v if
tende med halerne, et pragtfuldt syn, men så fik folkene
de forreste drejet af og dem alle ind i stalden. Hvordan
Mazeppa befandt sig, hørte jeg ikke noget om.
Efter sommerferien holdt fader atter sit indtog på Ma
negen og meldte sig til tjeneste. Vi foretog nu, som vi
altid plejede, et par ture til Lyngby for at besøge vor
ven, professor, dr. Myhre og hans fam ilie. Det var en
stor fornøjelse, men ikke uden besvær, for der måtte
dagen forud bestilles plads i omnibussen, der holdt på
Kongens Nytorv ud for Hotel du Nord (nu Vett og Wes-
s e l), afgik hver morgen og returnerede om aftenen. Med
12
personer indeni var det en varm tur om sommeren,
men dejligt var der i Lyngby med de gamle, hyggelige
bindingsværksgårde og huse, alle stråtækte, alle om
givne af frodige hegn, om forsommeren med et væld af
syrener og guldregn, en alm indelig landevej og en gam
mel kro — alt roligt og behageligt mod nu.
Da vi var kommet derud, sku lle fader og moder sam
men med fam ilien i kirke og høre den meget omtalte
Peter Rørdam. Som husene var bindingsværk og tagene
strå, således var kirkegængernes dragt, vadmel og hoved
tørklæder for kvinderne, ikke en eneste hat. Moder kom
til at sidde ved en gammel kone, altså med hovedklæde,