393 / 719
Et københavnsk officershjem i 1850’erne
383
og en avis, som udkom i den anledning; bogen hedder
„Sort på hvidt“.
Forbitrelsen steg fra dag til dag, og alt kom i oprør.
Husarerne måtte rydde Kongens Nytorv, og broerne til
slottet var spærret af soldater, som særlig ved Højbro
angrebes voldsomt; et mindre hus blev nedrevet for med
materialerne at bombardere militæret, og der sagdes at
være kørt kanoner op på Slotspladsen. Om dette passer,
ved jeg ikke, men der holdt vogne forspændt for i alle
tilfælde at kunne føre grevinden i sikkerhed. Kongen
ville ingen noget ondt, men hans slagskygge skulle væk.
På Casino blev opført et stykke, „Grevinden og hendes
søskendebarn“, omhandlende et løst, fransk fruentim
mer, der svinger sig op til tronens fod — det gik aften
efter aften for fuldt hus, og stemningen var mere end
høj. Vi var der også, og min fætter, Oskar Lanng, som
var i besøg, blev
så
optaget, at han ikke mærkede, at en
gavtyv stjal hans galoscher.
Lige efter jul blev fader angrebet af gigtfeber, så vor
gamle, prøvede læge, Nutzhorn, forlangte en anden —
han hed vist etatsråd Christensen — til medhjælp, og der
måtte våges både nat og dag hos ham. Det var en svær
tid for moder med store udgifter, og så os fire børn, men
alt gik, som det skulle.
En lille munter episode indtraf alligevel en dag. Mange
kom jo og ville se til fader, og derfor var der slået en
seddel op på døren om ikke at ringe for ikke at forstyrre
ham, men så blev der engang banket så hårdt på døren,
at Karen, som vi lige havde fået ude fra Frederiksberg
Hospital, åbnede den og med en høj røst sagde: „Ved han
ikke, at her er syge folk, siden han banker på som en
anden tørvebonde?“ Hvad der ville være sket, vides ikke,
for i det samme kom moder, som havde hørt Karens ikke
blide stemme, og da hun så prins Christian, nejede hun,
bad ham tilgive og træde ind. Karen blev mindst to gange
så rød, som hun plejede at være, men prinsen sagde et
venligt ord til hende og bad om at måtte lægge sin cigar i
køkkenet. Da han havde erkyndiget sig om faders sygdom
og atter gik, trådte han først ind til Karen og bad om
ild til sin cigar; hun skulle, sagde han, ikke tænke på
sin hårde tiltale, der jo var i den bedste hensigt for at