Previous Page  388 / 719 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 388 / 719 Next Page
Page Background

378

F. Elle Jensen

en billig og uskyldig glæde. Hun endte sit liv i Vartov,

hvor moder havde ret til at belægge en seng; den fik

gam le Schmidts, da hun kun dårligt kunne gå rundt

mere. Sit gravvers havde hun skrevet; på hendes sten

skulle der stå: „Morgenstund var hendes fryd, når hun

hørte gøjens ly d !“ — Så havde vi også i længere tid en

af eleverne, en overordentlig dygtig og flink artilleriun­

derofficer, Peters, han var blevet tungsindig eller noget

sær, og fader tog sig meget af ham; han spiste ved vort

bord hver dag, til han kom sig.

Torsdag var kål og flæsk på spisesedlen, fredag en for

mig gyselig ret, melpap, til formad, en meldyppelse, så­

dant noget, som man klistrer tapet med, og derefter klip­

fisk, løverdag øllebrød og pandekager, to pr. mand.

Til aften var traktementet ganske som om morgenen,

dog fik vi pålæg på maden. Da kom der jævnlig besøg,

mest officerer, der drak the med os og fik det, vi havde

at byde, men gerne en solbærtoddy bagefter; fader lavede

hvert år et lille anker med solbærrom, den var dejlig og

betragtedes som et ufejlbarligt middel mod forkølelse,

når selve gamle læge Nutzhorn ikke kunne magte den.

Jeg skal lige nævne nogle af disse stadige aftengæster.

Der var nu først faders gamle ven, oberst de L. ved jyd-

ske dragoner, „røde Per“, som han også kaldtes, under­

sætsig, kraftig bygget og med rødt hår og skæg, ingen

absolut skønhed, men soldat fra top til tå og med en

stemme, som kommanderede han et helt regiment; ham

holdt jeg meget af, og han gav sig gerne af med mig. Han

var ivrig jæger og havde meget at fortælle, og så havde

han en mærkelig vane: Altid havde han en lille saks i

vestelommen, og når han blev ivrig, tog han den frem og

klippede, så i håret, så i skægget, lidt her, lidt der, så

hans hår og skæg nærmest sad i totter; kort var det

altid. Bagefter var det let at se, hvor obersten havde

leveret slaget, der var rødplettet. Samme oberst havde

een søn og tre døtre, og disse sidste forvoldte ham den

rasende sorg at gifte sig med aldeles vulgære navne; da

den sidste gjorde det, slog han i bordet og erklærede:

..Sådan nogle fyre skulle f

ikke have navne, men

numre, så man kunne kende dem fra h inand en !“ Ja,

noget fornøjeligt hjem havde han vist ikke, enkemand

var han, og børnene gik deres veje — sådan var stillin