388 / 719
378
F. Elle Jensen
en billig og uskyldig glæde. Hun endte sit liv i Vartov,
hvor moder havde ret til at belægge en seng; den fik
gam le Schmidts, da hun kun dårligt kunne gå rundt
mere. Sit gravvers havde hun skrevet; på hendes sten
skulle der stå: „Morgenstund var hendes fryd, når hun
hørte gøjens ly d !“ — Så havde vi også i længere tid en
af eleverne, en overordentlig dygtig og flink artilleriun
derofficer, Peters, han var blevet tungsindig eller noget
sær, og fader tog sig meget af ham; han spiste ved vort
bord hver dag, til han kom sig.
Torsdag var kål og flæsk på spisesedlen, fredag en for
mig gyselig ret, melpap, til formad, en meldyppelse, så
dant noget, som man klistrer tapet med, og derefter klip
fisk, løverdag øllebrød og pandekager, to pr. mand.
Til aften var traktementet ganske som om morgenen,
dog fik vi pålæg på maden. Da kom der jævnlig besøg,
mest officerer, der drak the med os og fik det, vi havde
at byde, men gerne en solbærtoddy bagefter; fader lavede
hvert år et lille anker med solbærrom, den var dejlig og
betragtedes som et ufejlbarligt middel mod forkølelse,
når selve gamle læge Nutzhorn ikke kunne magte den.
Jeg skal lige nævne nogle af disse stadige aftengæster.
Der var nu først faders gamle ven, oberst de L. ved jyd-
ske dragoner, „røde Per“, som han også kaldtes, under
sætsig, kraftig bygget og med rødt hår og skæg, ingen
absolut skønhed, men soldat fra top til tå og med en
stemme, som kommanderede han et helt regiment; ham
holdt jeg meget af, og han gav sig gerne af med mig. Han
var ivrig jæger og havde meget at fortælle, og så havde
han en mærkelig vane: Altid havde han en lille saks i
vestelommen, og når han blev ivrig, tog han den frem og
klippede, så i håret, så i skægget, lidt her, lidt der, så
hans hår og skæg nærmest sad i totter; kort var det
altid. Bagefter var det let at se, hvor obersten havde
leveret slaget, der var rødplettet. Samme oberst havde
een søn og tre døtre, og disse sidste forvoldte ham den
rasende sorg at gifte sig med aldeles vulgære navne; da
den sidste gjorde det, slog han i bordet og erklærede:
..Sådan nogle fyre skulle f
ikke have navne, men
numre, så man kunne kende dem fra h inand en !“ Ja,
noget fornøjeligt hjem havde han vist ikke, enkemand
var han, og børnene gik deres veje — sådan var stillin