390 / 719
380
F. Elle Jensen
dre, fruen gik i søvne og måtte ikke vækkes, og de fire
herrer sad da også musestille, betragtende deres kort.
Fruen stiler lige hen til det store pillespejl, retter lidt på
frisuren, og medens hun med begge hænder griber i nat
kjolen, siger hun: „Se så, nu tager jeg min saloppe (en
da brugt aftenkåbe) på“, og idet hun går, slår hun nat
kjolen op over hovedet og vandrer stille, som hun kom,
ud ad døren. Det var jo en temmelig penibel situation,
da fader rask og bestemt, som om han grundigt havde
studeret sine kort, siger: „Ren nolo“. Almindelig sensa
tion. Den nolo gav ni beter, men afledte aldeles tanken
fra drømmesynet, der vakte megen moro hjemme.
Om aftnerne rykkede vi ellers sammen om det runde
bord med moderatørlampen; den var jo ganske vist et
fremskridt fra tæ llelysene, men kunne dog kun oplyse
for de om bordet siddende læsende og syende ved en på
kuplen vel anbragt skærm, mens den øvrige stue lå i en
for resten tiltalende behagelig skumring. Således sad vi
en aften rundt om bordet, moder, jom fru Klee og jeg,
mens min broder Christian sad og gyngede i gyngestolen
med ryggen til døren uden at opdage fader, der kom ind
ad den med en tændt glaslampe i hånden; den ramte
han, så den faldt på gulvet og gik i stykker, og i et nu
blussede et helt bål op på tæppet. Fader for ud i køk
kenet, hvor der stod to fyldte vandspande, og jeg bag
efter; Christian stod i en krog og hylede, moder og Klee
på hver side af bålet og viftede med kjole og skørter,
hvad jo bevirkede en livligere blussen i ilden, men så
kom fader med vandspanden og råbte: „Flyt Dem, jom
fru !“ Idet hun vendte sig, sendte han spandens indhold
mod flammerne, men kom til at ramme hende, så hun
gik bagover og med et ordentlig bums satte sig midt i
bålet, som derved aldeles slukkedes. Jeg var kommet med
den anden spand, og for en sikkerheds skyld hev jeg
den ind over hende — der kunne jo være ild i hendes
klæder. Som en druknet mus, aldeles forfjam sket og
snakkende tysk og dansk imellem hinanden, fik moder
hende ind og omklædt. Godt gik det altså, ikke engang
tæppet havde taget skade.
Jeg må heller ikke glemme at nævne vor „gårdslave“
gamle Jens. Hver morgen kom en slavefoged med en flok
slaver fra Stokhuset, og de fordeltes på de forskellige