394 / 719
384
F. Elle Jensen
værge sit herskab. „Som man dog sku lle komme afsted,
frue“, sagde hun til moder, der formanede hende til
høflighed mod alle.
Nogen tid efter kom prinsen igen, og klog af skade gik
han lige ind ad døren, hankede forsigtigt på til daglig
stuen og trådte ind. Jeg stod ved fortepianoet, og prinsen
må vist have kunnet se på mig, at der var noget i vejen,
og at det havde „så nyligen regnet“, thi han forhørte sig
venligt om, hvad der var sket, og så fortalte han: „Da
jeg var dreng som du, da havde jeg fået fat i et spiger,
og det prøvede jeg på at banke ned i gulvet i riddersalen
på Gottorp, men så kom min fader, og da han så det,
tog han sin ridepisk, og jeg fik en ordentlig dragt prygl.
Ja, sådan kan det gå“, sluttede han.
Endelig begyndte det at lysne i hjemmet, fader blev
bedre, men han havde været så hårdt angreben, at lægen
beordrede ham på landet for at samle kræfter. Han søgte
derfor en længere perm ission, og der blev lejet et hygge
ligt lille hus i Skodsborg lige over for den gamle kro med
have helt ned til Sundet og indkørslen gennem „Den røde
Port“ ind til Dyrehaven. Der flyttede da fam ilien ud,
men jeg skulle blive i byen og passe min skole, hvad jo
var rimeligt, men mindre morsomt, og jeg sku lle så bo
hos tante Gusta i St. Kongensgade, hvor jeg interneredes
på et pulterkammer oppe under taget, et lummert sted i
sommertiden.
Det blev derefter bestemt, at jeg hver løverdag efter
skoletiden fik lov til at tage med dampskib til Skods
borg, og det var jeg meget glad for. Der sejlede om
sommeren to, „Horatio“ og „Ham let“, op ad Sundet til
Helsingør, medtagende passagerer til de forskellige for
lystelsessteder, Charlottenlund, Bellevue, Skodsborg
o.s.v., og der var sædvanligvis mange med om løverdagen.
Stemningen om bord var fornøjelig, sange lød til pris
for „Sundet“ og „Sjølunds fagre sletter“, undertiden sp il
lede en musiker. Lægge til land var umuligt, derfor
mødte altid store både, som roede passagererne ind til
en landgangsbro, meget primitiv, bestående af to fjæl,
lagt på nærmeste pæle samt en lægte på den ene side til
støtte.
Overnattede jeg derude, lå jeg på en sofa i havestuen
næsten lige ud til landevejen; der så man jævnlig kongen