391 / 719
Et københavnsk officershjem i 1850’erne
381
kaserner eller lignende statspladser. De var klædt så
ledes: Højre side af trøjen sort, venstre grå, modsat ben
klæderne, der kun lige gik neden for knæet, hvide, uldne
strømper og på det ene ben en jernlænke, som gik fra
knæet ned til anklen, hvor den sluttede i en bred ring.
Gamle Jens kom hver morgen, hans bestilling var at
holde gården ren, og da det var nemt nok, lavede han til
egen fortjeneste måtter og lignende; han fik gerne mid
dagsmad hos os og var vor gode ven. Han havde også kun
stjålet en ende reb, det var ikke så farligt, syntes han,
men det oplystes senere, at der havde hængt en ko i den
anden ende af det. Sommetider havde vi flere slaver i
arbejde på værkstedet, deriblandt en sort fra Vestindien,
som afsonede sin straf her, ham var vi ikke glade for,
når han viste sine hvide tænder og rullede med øjnene.
Om aftenen blev de hentet af fogden og marcherede i
geled hjem til Stokhuset.
Hvert år blev der afholdt eksamen over eleverne, hvad
naturligvis var en stor højtidelighed; hvor blev der pud
set og striglet, så heste og alt skinnede, thi for overvagt
mesteren kunne ikke den mindste plet skjules. Så op-
randt dagen, fader ledede selv ridningen, og daværende
prins Christian (IX) overværede altid præsentationerne,
han var jo „Danmarks første rytter“, desuden flere offi
cerer fra de forskellige afdelinger. Efter rideøvelserne gav
fader stor frokost, i parentes sagt det eneste større selskab
om året; prinsen præsiderede for bordenden, vor store,
drevne sølvmaskine, en arv fra Rosenørnerne på Katholm,
stod på den anden, hvor moder sad og lavede kaffe. Jeg
var engang med til bords; der udeblev en eller anden, og
13 måtte vi ikke være, men om jeg fik noget at spise,
ved jeg ikke, så optaget var jeg at af se på alle de galla
klædte personligheder og høre de gode ord, der faldt om
opvisningen.
Hver mandag var fader ude i Det gule Palæ for at af
lægge rapport om ugens begivenheder, og det var ham
altid en glæde at komme der, alting var så ligefremt og
dansk præget. En dag mødte han prins Vilhelm, senere
kong Georg, på gangen. „God dag, ritmester Bruhn“,
sagde prinsen, „nu skal jeg vise Dem noget, De ikke har
set før“ — og så gik han hen og bankede på prinsesse
Alexandras dør, og idet hun åbnede den, greb han hende