465 / 719
Vor første nordiske ballet
455
„Høstgildet og „Peters Bryllup“. Fra scenen fandt disse
sange ofte vej til klubberne, hvad der ogsaa var tilfældet
med visen fra „Lagertha“, hvor den mangen en gang sat
te den patriotiske stemning op blandt brødrene ved bor
dene omkring den dampende punchebolle, og betegnende
nok fortæller Rahbek, at dette „tyrtæiske Skjaldekvad“
dengang var „paa alles Læber, som i alles Hjerter“.59
Det maa jo iøvrigt ikke glemmes, at værket opførtes
samme aar, som slaget paa Rheden udkæmpedes med saa
stor tapperhed af de danske søhelte. Det er da ogsaa for-
staaeligt, at Galeotti i denne stormfulde periode flere
gange fik lejlighed til at dokumentere sit gode, nationale
sindelag fra scenen, ikke mindst i pantomimiske hyldest
prologer. I anledning af kongens og kronprinsens fød
selsdage i januar 1806 opførtes en saadan prolog, hvor
man i baggrunden saa fredens tempel med et alter, paa
hvilket de kongelige personers „Brystbilleder“ var pla
cerede. Balletmesteren, som forestillede „Tiden“, skred
frem mod kongens loge og udtrykte pantomimisk: „El
skede Konge! Alt, hvad Du her seer, er blot usminket
Sandhed; thi som alle Dine Undersaatters Fader, har Du
vidst at bevare Freden“. Til sidst dannede en del af de
optrædende ordene: „Leve Christian, Leve Frederik!“.60
Det ejendommeligste ved den nys omtalte scene i „La
gertha“ med dens blanding af dans og sang er dog den
stilling, der er overdraget Thora, som jo her svæver mel
lem dyb sorg og voldsom glæde og i grunden maa have
lidt vanskeligt ved at holde rede paa sine følelser. Dette
indsaa da ogsaa August Bournonville, der undrer sig
over, at datidens publikum uden videre gik ind paa, at
hun, „efter at have kastet sig over sin Faders Liig, lod
sine Terner opføre gratiøse Dandse paa den samme Plet,
hvor hans Hjerteblod nylig var udrundet“. Naar Galeotti
har disponeret saaledes, er grunden imidlertid den, at
tilskuerne her nødvendigvis maatte forlystes med lidt