466 / 719
456
Torben Krogh
dans, da hele slutningen udelukkende er af pantomimisk
art. Efter sangen forsvinder koristerne stille og ubemær
ket ud, danskerne af K. S., svenskerne af D. S. Datidens
kormedlemmer agerede ikke alle lige glimrende, saa det
var kærkomment, at de befandt sig i det skjulte ude i
kulissen under en saa dramatisk scene som den, der nu
skal udspilles. Lagertha træder ind fulgt af sine skjold
møer og de uundgaaelige børn. Det sker fra første kulisse
paa K. S., altsaa helt fremme, hvad der er særlig godt
egnet til en brat og overraskende entré. Med lansen i
haand og nedslaget visir træder hun frem foran Regnar,
der ikke genkender hende. Han løber hende i møde med
aabne arme for at takke for den højst nødvendige und
sætning, men med „stolt Adfærd“ støder hun ham til
bage og tilkendegiver, at han nu maa kæmpe med hende,
hvorpaa han drager sit sværd, lægger det for hendes fød
der og vender sin ubevæbnede barm imod hende. Hun
„ser stivt paa ham, tager ham ved Haanden, fører ham
nogle Skridt frem, opløfter Visiren paa sin Hielm og lader
ham gienkiende sin forladte Lagertha“.61 Over dette syn
bliver Regnar som lynslagen og gør en for datidens pan
tomimiske ballet særdeles karakteristisk bevægelse, idet
han dækker sit ansigt med hænderne, da han ikke „vover
at løfte Øinene mod hende“. Hun fører ham nu hen til
de to vakre sønner, der „klynge sig med barnlig Ømhed
og Ranghed om hans Fødder“. Da Regnar stadig staar
som forstenet, river hun børnene bort og udtrykker sig
saa i følgende mimiske replik, af hvilken en del udføres
under en generalpause i orkestret: „Ei engang dem vil
du kiende. — Velan! De ere dine Sønner; de ligne dig.
De ere skiønne. Der er intet Tegn til Troløshed i deres
Træk. Saa var der heller ei i deres Faders. Og dog blev
han troløs. Jeg vil frelse dem fra at vorde dig lige. Til
kommende Lagerther vil jeg frelse fra dine Lige. — Nyd
dit Værk, o Regnar!“