123 / 449
105
slutte sig enkelte administrative Forskrifter, navnlig vedrørende Kirkerne
i § 85 l, 2, 4, 7, 10.
Fastholder man nn, at Opgaven for en Kodifikation først og frem
mest bør være at tilvejebringe Klarhed og Sikkerhed i Retsgrundlaget
ved at fæstne Udslaget af den ældre Retsudvikling, for saa vidt det
fremdeles skal have Bestand, og løse de Tvivl, som den har affødt, da
kan man ikke være uvis om, hvor vidt Udkastet eller Fundatsen bærer
Prisen. Den sidste gaar aabenbart ud fra det Synspunkt, at constitutiones
laudabiles ere akademiske Hemmeligheder, hvilke Lovgivningen, saa vidt
muligt, skal betragte som et noli me tangere; men det er netop det samme
Synspunkt, som Professorerne fra gammel Tid havde fastholdt, og derved
føres vi ind paa den almindelige Anke, der maa fremføres mod Fundatsen
af 1732, at den helt igjennem tager et alt for ensidigt Hensyn til Pro
fessorerne. Den økonomiske Reform, som var i deres Interesse, fandt
Sted, i det Lønningerne forøgedes dels ved Hjælp af de ny Indtægtskilder,
dels ved 3 Professoraters Nedlæggelse; men Videnskabens Krav er ikke
paa samme Maade sket Fyldest.
I Henseende til Opfattelsen af Lærerembedets Væsen er Fundatsen
ikke naaet ud over det Standpunkt, som Novellerne indtoge. Ligesom disse
forbyder den vel Option af Professorater samtidig med, at den tillader
Option af stipendia; men § 15 hjemler derhos fremdeles, at Professorerne
i Forfaldstilfælde kunne lade Embedet besørge ved en Fuldmægtig, som de
selv kunne antage uden at behøve nogen som helst Avtorisation, end ikke,
som i Følge Novellerne, af Rektor, i det først Rskr. 12. Avg. 1740 foreskrev
kongelig Approbation paa Valget. Den nævnte Besørgelsesmaade lader
Fundatsen derhos være Regel for Professorer, som tillige beskikkedes til
at beklæde andre Embeder, for Bispen, for Professor honorarius og for
Professor Quæstor. At Indførelsen af denne sidste var en aldeles forfejlet
Foranstaltning, synes dog selv paa den Tid at burde været indlysende.
Fundatsen af 1539 havde ubetinget paalagt de filosofiske Profes
sorer at læse de fire Dage og repetere paa den femte, medens det
stilledes Lærerne i de højere Fakulteter frit for, om de vilde repetere paa
de ordinære Dage eller extraordinært. Brugen havde imidlertid indskrænket
de fem Dage til fire1), og denne Brug har Fundatsen af 1732 optaget saa-
ledes, at den kun forpligter samtlige Professorer til at læse 3 Dage og
repetere den fjerde.
Antallet af Disputatser, som Fundatsen af 1539 paalagde Professorerne
aarlig at holde, var 4, medens Fundatsen af 1732 har nedsat det til 1.
Spørge vi dernæst om Forholdet i Henseende til Lærerkræfterne og
Fagenes Normering, da frembyder Fundatsen et Lyspunkt for det juridi
ske Fakultets Vedkommende, hvis tarveligste Fordring den endelig tilfreds
stillede ved at normere og fundere et andet Professorat. Denne Foran-
fæstondes Livstid eller længere end den, som haver opteret Tienden, samme beholder,
men hermed skal aldeles forholdes efter Loven. — ') Udkast 1691.
14