235 / 449
Forbudet mod Indførelse og Salg af udenlands trykte Bøger
angaaende teologiske Materier uden det teologiske Fakultets forudgaaende
Gjennemsyn indskærpedes særlig ved Bskr. 23. Sptbr. 1740. Ved dette
Rskr. er den Mærkelighed, at i Følge samme Bøger, som vare skrevne for
at forsvare Separatismen og bespotte vor Religion, Gudstjeneste og Sakra
menterne, især paa Dansk eller Tysk, eller og grove, fanatiske Bøger aldeles
ikke maatte holdes til fals eller sælges til nogen ubekjendt, som derved
kunde forføres, især ikke til Studenter, ej heller til ustuderede Folk; men
derimod skulde det ikke være Bogførerne forment at have nogle Exem-
plarer at sælge til lærde Mænd, Professorer og Præster, som vare i Embede,
eller til saadanne, som samlede Biblioteker; men de Exemplarer, de ikke
kunde afsætte til saadanne, skulde de til næste Aar igjen skille sig ved.
I øvrigt ordnedes Censuren over deslige Skrifter, som i Datiden
spillede den vigtigste Rolle, ved en Række specielle Forskrifter. Da
Censorarbejdet nemlig viste sig uoverkommeligt for Dekanus, blev det
ved Rskr 7. Septbr. 1736 befalet, at samtlige Professores theologiæ, der
iblandt ogsaa Prof. extraord. Leth, samt, i Følge Rskr. 19. Septbr. 1738, Hof
prædikant E. Pontoppidan, og i Følge Rskr. 6. Marts 1739 Proif. ertraordd.
P. Holm og J. A. Seydlitz efter Tur skulde udøve Hvervet. Den Professor,
som havde censureret Bogen, satte da sit Navn derpaa1) ; men heri skete For
andring ved Rskr. 23. Oktbr. 17382), hvorefter vedkommende Professor kun
skulde indlevere sin Censur ad acta facultatis, og derefter Notarius paa
tegne Bogen: imprimatur in fidem protocolli facultatis. Denne Ordning
viste sig imidlertid at være mindre hensigtsmæssig; thi som Følge af, at
vedkommende Censorer ikke længere skulde paategne Bøgerne, synes de at
have udført Hvervet med mindre Omhu. I 1763 skete det saaledes, at
der udkom to Prædikener, censurerede baade af det teologiske Fakultet
og af General-Kirke-Inspektionskollegiet3), som dog kjendelig havde den
herrenhutiske Sekts Udbredelse til Ojemed. I den Anledning befaledes
ved Rskr. 19. Apr. 1765, at for Fremtiden enhver Censor ikke alene skulde
skrive i Protokollen, men endog selv sætte sit Navn paa Manuskriptet,
for at Publikum kunde vide, af hvem hvert Skrift var censureret. Til
yderligere Sikkerhed paabødes derhos, at Skriftet ikke maatte udleveres
fra Trykkeriet, forinden et Éxemplar deraf tillige med Haandskriftet var
overleveret Censor til Henlæggelse i Fakultetets Arkiv.
Selvfølgelig var Censorhvervet ikke altid af den letteste Slags, i det der
undertiden fremkom Skrifter, som satte Professorerne i en vis Forlegenhed,
og de valgte da efter som før 1660 den Udvej at henvise Sagen til Kongens
Afgjørelse. Da det saaledes den 31. Juli 1700 proponeredes, at M. Bruns-
mann havde et Skrift færdigt til Trykken, kaldt Kjøge Huskors, hvilket
han ønskede censureret af det filosofiske Fakultet, sluttede Konsistorium,
at dermed maatte bero, indtil han forskaffede kgl. Bevilling paa at lade
samme Skrift trykke4)
O Jfr. C. Nyrop I. S. 198. — 2) Om Grundene til samme se Præmisserne. —
3) Jfr. Fdg. 1. Oktbr. 1737; C. Nyrop I. S. 278, 304. — 4) Yerlauff: Antegn. S. 44(5.
28
2if