241 / 449
223
lutheranarum, fra livis Betænkende Professorerne den Gang ikke vilde
gaa bort. Imidlertid betænkte de sig dog snart, i det de under 6. Marts
afgave en Betænkning af modsat Indhold med særdeles Paaberaabelse af, at
Giftermaalet ikke var imod Ægteskabsartiklerne, efter hvilke man ellers rettede
sig her udi Landet, og at det ogsaa berettedes af trofaste, fornemme Folk, at
deslige Ægteskabers Indgaaelse tidligere havde fundet Sted i Danmark.
Betænkningerne i Straffesager drøfte navnlig det Spøigsmaal,
om Forbryderen trods den strænge Lov med god Samvittighed
kunde benaades paa L iv et1).
Rent undtagelsesvis afgav hele Kon
sistorium ogsaa medikolegale Erklæringer, f. Ex. om en Forbrydelse
kunde antages at være begaaet2), eller om TilregnelighedsspørgsmaaletÆ
I Trolddomssager drøftes ikke blot Spørgsmaalet om Straffen, men ogsaa
om Beviset for, at vedkommende virkelig har overgivet sig til den onde,
og Undersøgelsen heraf anstille Professorerne, skjønt opfyldte af Tidens
Tro, med en Besindighed og Humanitet, der ikke kan andet end gjøre
et godt Indtryk.
I en Betænkning af 24. April 16324) angaaende
Trolddom, hvorfor en Kone ved Navn Anna Claus’s 5) var dømt til Døden,
skjønt hun selv under Torturen havde nægtet sin Brøde, ytre de saa-
ledes, at den rette Hovedgrund udi alle Trolddomssager, som fornemmelig
bør at anses, er, at det Menneske, som gives fuld Sag for Trolddom,
bør have afsagt Gud og forbundet sig med Djævelen.
Saa længe dette
ikke klarlig bevises, kan Mennesket ikke fuldt og fast holdes for at være
Troldkarl eller Troldkvinde; „men vi finde ingen Dokumenter i Sagen,
hvorefter vi saadant om Anna Claus’s kunde tryggelig slutte; thi hvad
for det første den Troldkvinde Kirsten Børris Vidnesbyrd anlanger, da er
det et enligt Vidne, som hverken efter Guds eller verdslig Lov kan
være nok til Bevisning, og desforuden er samme Vidnesbyrd sagt udi
Pinen og det af et udædisk Menneske, som efter Kr. III.s Reces Art. 28
ikke bør at staa til troende nogen til Skade“.
For det andet agtes det
som et Bevis paa den vedkommendes Uskyld, at hun gjør sin stadige
Bekjendelse om sine Synder som et andet brøstfældigt Menneske med
Tillid til den Herre Jesum Kristum og Forhaabning om det evige Liv.
„Og endog Djævelen kan vel ogsaa skabe sig om til Lysets Engel, saa
bør dog vi, som ikke kunne ransage Hj ærterne, henstille det til Gud
'•) Kgbr. 16. Febr., 22. Marts, 4. Oktbr. 1657 angaaende samme Spørgsmaal;
Kgbr. 2. Apr. 1652: om en Dreng paa Sorø, der bar slaaet en anden ihjel, skal
straffes paa Livet eller ikke. I en Erklæring 18. Oktbr. 1726, angaaende Straf for
Samleje i de forbudne Led, voterer Assessor Holberg alene for Dødsstraf.
2) Betænkn. 21. Juni 1632 om Drab (Kopi B.); A. C. 19. Decbr. 1635: Lands
dommeren i Halland Knud Gabriel begjærer IJniversitetets Betænkende, om en
Mand kan liave drukket sig død i Brændevin, skjønt Luen ikke bar staaet liam
ud af Halsen, og Læberne ikke vare brune. Betænkn. s. D. i Kopi B ; Betænkn.
14. Marts 1634 ang. Barnefødsel i Dølgsmaal. 24. Septbr. 1634, 27. Apr. 1635
(Fosterfordrivelse) m. il. — 3) D. M. III. 4. S. 176. Betænkn. 1. Maj og 12. Avg.
1635 (Kopi B.). Kgbrev 26. Apr. 1665 m. fl. — 4) Kopi B. s. A. p. 289.
— 5) Ilvor fra liun var, siges ikke. Sagen var efter kgl. Befaling indbragt for
Konsistorium af Palle Rosenkrands, Lensmand paa Vordingborg, Nykjøbing og
Aalkolm.