232 / 449
214
mæssig Anerkjendelse. Den 7. Jan. 1657 tilspurgte saaledes Rektor efter
Kanslerens Begjæring Professorerne, om Meibomius ikke maatte lade sine
scripta polemica trykke mod Langium absque censura, ligesom Langius
havde gjort. Professorerne mente Nej, efterdi der var Forskjel paa Mei
bomius og Langius, da den sidste var persona docens in academia og
maatte censurere scripta mathematica. Den 12. Jan. meldte imidlertid
Rektor fra Kansleren, at Kongen var tilfreds med, at Meibomii Begjæring
skete Fyldest, og her foreligger saaledes en enestaaende Bevilling paa
Censurfrihed fra Tiden for 1660.
At Professorerne ikke vare videre glade ved Censorhvervet, er utvivl
somt. Det var et ingenlunde let Arbejde, som derved paalagdes dem, og
de skyndte sig derfor heller ikke dermed 1). Undertiden skete det endog,
at den ene Censor i Tillid til den anden ganske lod være at gjennemse
enBog, og at paa denne Maade en Forfatter domtes trods Censorernes P lacet2).
Censuren selv var i ældre Tider nærmest et sagkyndigt Gjennem-
syn3), i det øjemedet med den i det hele taget var at drage Omsorg
for, at ingen andre end nyttige og gode Boger tryktes 4) Særlig frem
hæves Hensynet til den uforfalskede Lære og til Sprogets Renhed. Det
politiske Moment, der senere spillede en saa betydningsfuld Rolle, finde
vi oprindelig aldeles ikke akcentueret. Tvært imod synes Professorerne
endog at have betragtet Tilsynet med den politiske Presse5) som noget,
der mindre vedkom dem, og som de derfor kun ovede i Folge specielt
Paalæg. Den 13. April 1644 bleve saaledes Bogtrykkerne Jocum (Moltke)
og Jorgen (Holst? Lambert?) samt Melchior Martzan (Vinkler?) opkaldte
paa Konsistorium, og blev dem foreholdt, at Professorerne hørte ilde for det
meget urimelige og løgnagtige ny t, som i disse Dage blev trykt, lige
som om det skete med deres Konsens, hvorfor de vel havde Aarsag til
at animadvertere over dem for saadant, efterdi de vel vidste, at intet
maatte trykkes, uden det tilforn var gjennemset af en af Professoribus;
dog vilde de endnu have dem advarede sig for videre Skade at tage Vare.
Jocum og Jørgen befandtes herudi mest skyldige; thi Melchior trykte
intet andet end de „ordinari Curranter“ og, hvis ham ellers af øvrigheden
blev tilstillet; hvorfor Magn. Rektor spurgte de to ad, hvorledes de kom
‘) A. C. 31. Avg. 1642: Mester Hans Svannings paa Samsø Brev om hans
Kronologi blev læst: Samme Kronologi skal jeg (Notarius Peter Spormand) gjen
nemse, naar jeg dertil har Lejlighed. A. C. 22. Apr. 16 3 1: Rektor proponerer
de historico opere M. Nicolaj, Pastoris Holmensis, om nogen af Proff. havde Tid at
se det igjennem. Vorm og Longomontanus undskylde sig; Rektor (Klaus Plum)
ligesaa. Avtor kan selv se, om han kan gjøre nogen saa villig, der sig det vil
paatage. — 2) Rørdam III. S. 273. — 3) A. C. 5. Juni 1624: Om den danske Logica,
som en civis Bergensis har forfattet og dediceret Prinsen, suspenderede Professorerne
deres censuram, om den kunde trykkes; men Peder Gelstrup tog den til sig at se
den igjennem; 17. Febr. 1627: M. Lundii Grammatica poetica skal publice censura
approberes, og han commenderes oh industriam et felicitatem in illo opere; 24. Decbr.
16 31: Jens Laurs norske Krønnike har Dr. Kl. Plum lovet at tage under Hænder;
3. Febr. 1634: Hr. Kanslers Brev læst, at Professorerne strax skulle revidere collo-
quia et vocalmlaria M. Stephanii og strax lade Melchior bekomme den at trykke.
Yerlauff: Antegn. S. 47. — *) Jfr. de cit. Kgbreve; Rørdam II. S. 360, 640;
IY. S. 24, 74. — 5) C. Nyrop I. S. 16 9 -70 .