87 / 449
69
delighed under Benævnelsen Kristian I.s Fundats 1), en Benævnelse, som dog
kun lader sig forklare af Mangel paa en virkelig Fundats. En saadan har
nemlig Kristian I. slet ikke udstedt, skjønt man kunde fristes til at
tro det modsatte, naar der i A. C. 7. Novbr. 1657 citeres Kristian I.s
lundats Art. 11 og 1 5 2).
Men da der ellers ikke findes Spor til en
slig fundats, maa Citatet aabenbart bero paa en Forvexling med Ærke
bispens Statutter. I Følge sit hovedsagelige Indhold gaar det ovennævnte
Brev, som ogsaa fremhævet af Kong Hans3), ud paa en Fuldmagt eller
Kommission; men for Ketshistorien har det dog især Interesse
ved det Indbegreb af Privilegier, som det tilsiger Universitetet. Dets
Bestemmelser angaaende conservatores og judices bleve vel forandrede ved
fundatsen af 1539, men i øvrigt bekræftede denne udtrykkelig de Privi
legier, som det havde m eddelt4), og da Fundatsen 3. Marts 1732 § 90
end videre conserverede Universitetet ved alle de Friheder,
hvormed
Kongens Forfædre havde forlenet det, maatte de af Kristian I. givne
Privilegier fremdeles staa ved Magt, hvorfor vi ogsaa
finde hans „Fundats"
citeret af Konsistorium endnu i Aaret 17635), indtil den Fritagelse fra Under
kastelse under den almindelige øv righed, som den fra først af havde
tilsagt Universitetet, ganske bortfaldt ved Fdg. 15. Juni 1771.
III.
S t a t u t a A lm æ U n i v e r s i t a t i s S t u d i i H a f f n e n s i s Det
er allerede lejlighedsvis antydet, at disse Statutter i Overensstemmelse med
Pavebullen ere givne af den Lundske Ærkebisp Jens Brostrup. I Fortalen
erklærer han efter en Indledning i sædvanlig Stil at have udstedt dem de
consilio magnifici domini rectoris pro tempore et venerabilium dominorum
doctorum, licentiatorum et magistrorum ejusdem sæpedictæ universitatis
juratorum, og i et Brev fra Ærkebispen til Universitetet af 28. Oktbr.
1479 hedder det yderligere, at de ere samlede „cum concilio vestro, XLYII
in numero“, samt, at han oversender dem med Universitetets Sendebud,
som i den Anledning ere bievne skikkede til ham 6), hvorfor det er urigtigt,
naai Yeilauff') paastaar, at Brevet kun bebuder dem. Tvært imod ere
de givne og meddelte Universitetet ved selve det anførte Brev.
ri . ^ ’agii Additam. III. S. 123: in principio fundationis, quæ facta est per
Christianum pnmum; Bartholin
p. 6
; m. fl.
-
2) A. C. 7. Novbr. 1657: R E.
roctimand voterer: maximum og det farligste momentum, saa vidt mig synes, i denne
bag (om Adgangen til Konsistorium for tert, prof. medie. ord. Erasm. Bartholin)
er dette at observere, at slig Dispensation og Forandring (i Reglerne om Adgangen)
er en foibeholden Højhed og hverken Professores eller nogen anden vedkommende,
H^nSa°.mp S \r.1Stiam
\
r und
3
ti°ne. Artt. XI. og XV. udtrykkelig ses og erfares.
Hvilken Fundation, undtagen hvis siden derudi af Christiano
3
tio og siden efter-
™ en|.c ,°nger Akademiet til bedre Skik, Gavn og Fremtarv er vorden forandret
ved særlige lundationes, diplomata og rescripta, endnu i alt andet ved sin fulde
vigor beror, som den, der os baade af Frederico
2
do, Christiano
4
to iblandt flere
ongeme deres naadigst Ratifikation til Observans er kommenderet saa vel som
ogsaa per continuam praxin af decessores nostros saaledes i mange Sager i Ære og
Agt tagen det Protokollerne videre skal udvise og forklare. — 3) Thura
1
. c, —
) Ciagn Additam. III. S. 123. — 5) S. 32 N.
6
. — 6) Ser. R. D. VIII.
p.
360:
cum oratonbus vestris, super hac re ad nos missis, quos benigne suscepimus et
andivimus, , . . transmittimus. — 7) S. 7.
■