262 / 651
m
D. A. Meyer.
til at forsvare og lovprise ham, og A. S. Ørsted, der i sine
Livserindringer har gjort ham til Angrebsobjekt, aabenbart
mindre for at ramme ham personlig end for at ramme Nathan-
son, og igennem denne atter Angriberne af Datidens Embeds-
styrelse. Om D. A. Meyer havde været eller ikke været, vilde
sikkert ingen Betydning have faaet for de afgørende Faser i hin
Tids Udvikling; men i det Enkelte foregik adskilligt under hans
Indflydelse; i et helt, skæbnesvangert Aar, September 1811 til
September 1812, var han den ledende og i Forgrunden, og
Finansforholdene netop i dette Aar vise bedre end noget andet
de opløste Tilstande, man var naaet til. Meyer var en Kapa
citet i Købmands- og Pengetransaktionssager, og han kunde
sikkert også a som underordnet praktisk Raadgiver og Hjælper
have gjort stor Nytte i de bestemte Hverv, Administrationen
maatte overdrage ham. Men naar han, med sin fuldstændige
Mangel paa Almendannelse, ogsaa troede at kunne give og
iværksætte Finansplaner for hele Landet, viser dette hans Fejl
syn baade paa sig selv og det Offentlige. At Kongen hørte
paa, drøftede og til Tider accepterede disse Planer, laa i, at
han paa sin Side troede sig i Stand til selv at lede den hele
Statsstyrelse — og det baade den civile og militære, den inden
rigske og udenrigske — og at han, som sædvanlig under saa-
danne Forhold, hellere rettede sig efter personlige Yndlinge og
private Raadgivere end efter sin uddannede Embedsstand. Det
var Kabinetsregimentets Tid, og desværre vare de daværende
Administrationschefer næppe heller saa overlegne Mænd, at
Kongen saa at sige ikke kunde have unddraget sig deres Raad.
Men hvad Statsraadets Raadslagninger i Forening med Kongen
kunde have ført til, var i hvert Fald en Forhindring af den
Hæsblæsethed og Vilkaarlighed, der skabte saa megen Uvilje og
gjorde saamegen direkte Skade, og allerede herved vilde Meget
være vundet, selv om der næppe er Grund til at tro, at man
havde skabt sig tilstrækkelig Klarhed over Stillingen og haft
Evne til at faa den ændret, før det var for sent.
D. A. Meyers Planer til Pengevæsenets Reorganisation gik
ud fra den rigtige Forudsætning, at Staten maatte have et
Fond af Sølv at staa imod med, naar den vilde opretholde sine