26 / 180
det som tre Malerkrukker. Forklaringen skulde jo synes over-
maade vel begrundet, men maa dog falde for enhver, der er
nogenlunde kendt med Malernes Historie.
Den zünftige Indflydelse har naturligvis ikke indskrænket
sig til Vaabnet. Naar Lavet saaledes lige til Slutningen af
det 1 8. Aarhundrede vedbliver med at kalde sig det vellovlige
og kunstforstandige Lav, saa har vi her et Udtryk for den
særlige zünftige Stolthed, der gav sig Udtryk i rosende Tillægs
ord om Faget.
Selvfølgelig er denne Følelse udsprungen af Kærlighed
til Haandværket. Man gjorde sig al mulig Umage for at hæve
det i eget og andres Omdømme, og navnlig var det den ægte
zünftige Haandværker en Glæde, jo længere tilbage i Tiden,
det var muligt at føre Fagets Oprindelse.
At Malerne f. Eks. tog sig den saakaldte ældste græske
Maler Apelles til Indtægt er en given Ting, og havde de, som
Skræderne gjorde det, kunnet paaberaabe sig selve Vorherre
som den første Udøver af deres Fag, er der ingen Tvivl om,
at de vilde have gjort det.
Udadtil fremtraadte den zünftige Følelse særlig overfor
dem, der uberettiget udøvede Faget, de saakaldte Fuskere og
Bønhaser. Den Foragt, en zünftig Haandværker følte overfor
den Art Mennesker, var ubeskrivelig, og selv i vor Tid, der
dog er saa langt fjernet fra hin, har disse Ord i Haandværker-
kredse en daarlig Klang.
Det kan imidlertid ikke skjules, at den zünftige Følelse
baade indad og udadtil ret ofte viste sig som Sneverhed. Det var
ikke velset, naar nogen afveg fra de brugelige Regler for Fagets
2*
— 19 —