27 / 180
— 20 ----
tjdøvelse. Den en Gang fastslaaede »Handwerksgewohnheit«
maatte uværgerlig holdes, og den, der brød nye Baner og op
fandt nye Methoder, selv 0111 de var til Gavn for Faget, var som
Regel udsat for at blive anset for en vidtløftig Person, som man
maatte tage sig i Agt for. Alt for ofte i vort Haandværks Hi
storie — ogsaa indenfor Malernes Kreds — er nye Opfindelser
bievne mødt med Kulde og Mangel paa Forstaaelse.
Hvad Svendene angaar, er der ingen Tvivl 0111, at de 0111
muligt i endnu højere Grad end Mestrene har holdt paa
Zimftigheden og har krævet den gennemført paa det strængeste.
For Svenden, der ikke var bunden til noget bestemt Sted,
men ofte vandrede viden om, var det af Vigtighed at sikre
sig en god Modtagelse, hvorhen han kom i Verden. Men
dette var kun muligt, naar »Handwerksgewohnheiten« nøje
blev overholdt, det ene Sted som det andet.
Mesterens Interesser vare naturligvis i overvejende Grad
rettede paa de stedlige Forhold, og heraf kunde der til Tider
opstaa ret stærke Spændinger mellem Mestre og Svende.
Desværre kender vi intet til Malerlavets indre Forhold
i det første Aarhundrede af dets Tilværelse. Alle Dokumenter
og Protokoller fra denne Tid ere forsvundne, en Del rimelig
vis ved den store Brand i Kjøbenhavn 1728.
Det eneste, vi ved fra denne Periode, er at Malerlavet
ved sine Oldermænd 1648 og 1650 deltog i Valget af Frederik
III og den senere Christian V. De to Oldermænds Navne
vare henholdsvis
David Etner
og
Povel Boemand.
Før 1648 har Malerlavet maaske været i Forbindelse med
Glarmestrene. Der findes nemlig et Signet med Malernes og